En slags selvindsigt

Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle ekster­ne ind­fly­del­ser at døm­me, bur­de have styr på. Det var selvsagt et meget lil­le udsnit af en liste, der ikke end­nu ikke har givet udtryk for at have en egent­lig ende. Det lød sådan her:

Jeg bur­de helt sik­kert:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen, når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.

Her bur­de jeg så have en opløf­ten­de beret­ning om de pragt­ful­de frem­skridt, som livet og den med­føl­gen­de vis­dom har hjul­pet mig med at opnå. Det er vel sådan det bør gå, ik? Læs hele ind­læg­get

Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­d­et. Der duk­ke­de så man­ge ting op i kølvan­det på fil­men, der gjor­de mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vre­de. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et styk­ke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at fin­de ud af een af dage­ne, og så siger jeg lige til. Min hjer­ne er træt på helt nye måder. Nær­mest lyk­ke­lig det meste af tiden, men ude på vir­ke­lig dybt vand. Læs hele ind­læg­get

Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller min­dre kon­stant i mit hoved, hvor der her­sker nye spæn­den­de neu­ro­ser. Ham med uret er sta­dig inden­for sofaræk­ke­vid­de, og sofa­en ryk­ket nær­me­re. Det er godt. Vir­ke­lig godt. Hvis alt­så vi ku være lidt ale­ne i ny og næ.

Jr. er her, hvil­ket der egent­lig kom­mer for­bav­sen­de få kon­tro­ver­ser ud af, men der­u­d­over er hyt­ten kon­stant pro­p­fuld af eksorcis­me­kræ­ven­de bæster, der ras­ler med kæder og tuder ører­ne ful­de af irra­tio­nel­le kom­plek­ser. Træls væs­ner, der ikke nød­ven­dig­vis altid har været sådan, men som, i deres ex-egen­skab, er ble­vet vir­ke­lig anstren­gen­de typer. Mine spø­ger i hal­ler­ne med opmun­tren­de kom­men­ta­rer a la: Læs hele ind­læg­get

Mere Mayland, tak.

Min søster er gift med sin Mayland kalen­der. Det er en tyk satan, der hol­der hen­de beskæf­ti­get, om man så må sige, og jeg beun­drer hen­des evne til at få pisket hver en detal­je til ske­ma­lagt under­da­nig­hed. På magisk vis får hun huske­sed­ler, møder, arbej­de, soci­al­liv, juleøn­sker, ide­er og gode for­slag ban­ket ned på de tætskrev­ne sider, og kan der­for altid lige slå op (mens vi andre bæver i nær­he­den af den enor­me bog) og få 100 ting på plads på fem minut­ter. Jeg tæn­ker at der må føl­ge vok­sen ro med den slags over­blik. Det vil jeg også have. Læs hele ind­læg­get

Det skal jeg nå.

Fjor­ten dage i som­mer­hus. Mas­ser af sol, lidt regn og en lang liste af prak­ti­ske gris opga­ver, der nu engang føl­ger med, når huset er lavet af træ og er hund­re­de år gam­melt. Der­til en end­nu læn­ge­re men­tal liste. En indre oprems­ning af alt det, man lige kan nus­se lidt med. Vej­en til det der kva­li­tet­s­tid og den indre ro: Læs hele ind­læg­get

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sve­ri­ge. I en hel uge. Der var ingen pal­mer, og solen skin­ne­de kun cir­ka halv­de­len af tiden, men det gæl­der sta­dig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gam­mel venin­de, hen­des kære­ste og deres 9 måne­der gam­le dreng. Knæhøj idyl med lang­bord og lyse­dy­ge. Vir­ke­lig man­ge lyse­du­ge. Bro­de­re­de børn (I ved hvad jeg mener), dit­to lam­per og mas­ser af lyst træ. Grimt og vidun­der­ligt på sam­me tid. Læs hele ind­læg­get

Hulu bu luuu..

Jeg kune SLET ikke ken­de dig!! Det har jeg hørt fra to for­skel­li­ge. Sam­me aften, sam­me fest. Efter jeg var gået. Mænd er dum­me!

Hav­de det nu været light-ver­sio­nen, a la: “Hvor ser du ander­le­des ud, jeg kun­ne næsten ikke ken­de dig!”, så kun­ne man fri­stes til at tage det som et kom­pli­ment. Men nej. Der er her tale om to men­ne­sker, som jeg har mødt adskil­li­ge gan­ge. De er væl­dig søde, og vi har fle­re gan­ge mød­tes i let­te­re over­ris­let til­stand, men har dog ikke, i hvert fald ikke hver gang, været så ful­de, at de ikke kan for­ven­tes at vide, hvem jeg er. Der er til­med tale om en hel aften, hvor vi fle­re gan­ge rend­te ind i hin­an­den, hil­ste, skå­le­de og alt det der knas, mens de abso­lut ingen anel­se har haft, om hvem jeg var. Læs hele ind­læg­get

Goddag og farvel.

Du skul­le tage at skri­ve noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sid­ste. I nog­le år fak­tisk, men i sta­digt sti­gen­de grad i det­te snart afslut­te­de 2011. Jeg fik nu afløb for adskil­li­ge fru­stra­tio­ner på min mad­blog Sophyducks.dk , da Juni­or blev ope­re­ret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skri­ve­ri­er­ne har været til- og for mig selv, nok mesten­dels for­di jeg ikke vid­ste hvor jeg skul­le gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er fru­stra­tio­ner nok i det sto­re hoved i det lil­le hjem, af hvil­ke I sik­kert snart vil stif­te bekendt­skab med nog­le styk­ker, men der er også almin­de­lig forun­dring, begej­string, idel lyk­ke og syden­de har­me. Læs hele ind­læg­get