Junior

Junior, et læspende orakel.

Ham der bar­net, jeg har lavet for nog­le år siden, er en klog dreng. Det kan ofte være lidt svært at få øje på, da han stil­ler helt van­vit­tigt man­ge dum­me spørgs­mål (og nog­le rig­tig gode i ny og næ), som regel udsprun­get af him­mel­rå­ben­de doven­skab. Når han f.eks. ræk­ker et par buk­ser frem, og spør­ger om han kan pas­se dem, kan man godt bli­ve en ken­de udmat­tet, og fejrer hel­ler ikke just hans lysen­de intel­lekt, når han hver dag spør­ger om det er fre­dag, om det er morgen/aften/jul eller mon ikke ved at være hans fød­sels­dag. NEJ, din slik­hungren­de amø­be, det er IKKE fre­dag, for det var det i går osv. osv. Læs hele ind­læg­get

Synger sange om sodomi.

Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tom­gang,
jeg ryk­ker ikke.

Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hen­de. Læs hele ind­læg­get

Spørge Jørgen.

Jr. er fuld af ord. Mere end ellers, og det er ikke så lidt, og jeg er løbet tør for svar. Han spør­ger hele tiden om mysti­ske ting, som jeg har vir­ke­ligt dår­li­ge odds for at give til­freds­stil­lend svar på. Det er man vant til, når man har talen­de dvær­ge i huset, men for tiden er det ca. 50 gan­ge om dagen. Mor er træt! Her er et par af de nye­ste eksemp­ler: Læs hele ind­læg­get

De vigtige ting

Jeg var til et sel­skab. Nog­le af de bed­ste men­ne­sker jeg ken­der. God mad, alko­hol og højlyd­te ana­ly­ser af Mad Men, Bre­aking Bad og Bri­an May. De vig­ti­ge ting. Sådan en sam­ling men­ne­sker, der gør een rolig og over­gea­ret på een og sam­me tid. Det er så rart.

Jeg var den ene­ste, der hav­de barn med, ja den ene­ste, der hav­de lavet et, og det gjor­de mig mær­ke­ligt nervøs. Opfø­rer han sig nu ordent­ligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fyl­de? De vig­ti­ge ting. Jeg tog mig selv i at hol­de kon­stant øje, som var han en und­slup­pen chim­pan­se i fare­tru­en­de nær­hed af uvur­der­ligt krystal. Han gjor­de intet, der bare min­de­de om pri­mat-opfør­sel, men gebær­de­de sig, som en helt almin­de­lig syvårig, der synes voks­ne er lidt kede­li­ge, men som også er stolt af at være med. Han smag­te på det meste, fik mas­siv chi­li­over­do­sis, og bad der­på for­sig­tigt om en rug­brøds­mad. Læs hele ind­læg­get

Piger

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg. Læs hele ind­læg­get

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et inter­es­sant brev fra Jr.s sko­le igår. Den årli­ge hel­breds­un­der­sø­gel­se, der fore­ta­ges af sko­les­und­heds­ple­jer­sken og en bør­ne­læ­ge, var nået frem til det noget over­ra­sken­de resul­tat, at min søn er over­væg­tig. Var det for­di lægen hav­de under­søgt hans gene­rel­le sund­heds­til­stand? Nej. Det var for­di hans vægt lå 1–3 kilo over nor­mal­kur­ven i det ske­ma, som lægen, med sin åben­ly­se fag­lig­hed, kun kun­ne døm­me ud fra. Den pro­fes­sio­nel­le kon­klu­sion udlø­ste et stør­re kom­pen­di­um om smørs ikke-slan­ken­de virk­ning, vig­tig­he­den af grønt­sa­ger, at slik ikke er hver­dagskost og andre åben­ba­rin­ger. Jeg stir­re­de noget van­tro på papi­rer­ne. Læs hele ind­læg­get

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg for­le­den. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryg­gen­de ved at have sygt barn hjem­me. Lige bort­set fra at det er røv­be­la­sten­de, og man abso­lut intet når eller kan, så er det også dej­lig sim­pelt og nært. Du har feber, vil kun have drik­key­og­hurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kva­je mig alt for meget. Det brin­ger min­der fra da han var baby, og bare skul­le hol­des tryg og i live. Ingen mob­ning, ingen bord­ma­ne­rer, ikke så meget pis. Læs hele ind­læg­get

Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sid­der der­for i køk­ke­net, mens kom­fu­ret bob­ler af de enor­me mæng­der foder, der inden læn­ge skal stop­pes i dem, for at de ikke fal­der om af overan­stren­gel­se. Jeg sid­der her og lyt­ter, og bry­der i nødstil­fæl­de ind, men kan ikke påstå at obser­va­tør-rol­len giver mig dybe­re ind­sigt i, hvad det hele går ud på. Hvor­for er dren­ge så mær­ke­li­ge? Læs hele ind­læg­get