Junior

Junior, et læspende orakel.

Ham der barnet, jeg har lavet for nogle år siden, er en klog dreng. Det kan ofte være lidt svært at få øje på, da han stiller helt vanvittigt mange dumme spørgsmål (og nogle rigtig gode i ny og næ), som regel udsprunget af himmelråbende dovenskab. Når han f.eks. rækker et par bukser frem, og spørger om han kan passe dem, kan man godt blive en kende udmattet, og fejrer heller ikke just hans lysende intellekt, når han hver dag spørger om det er fredag, om det er morgen/aften/jul eller mon ikke ved at være hans fødselsdag. NEJ, din slikhungrende amøbe, det er IKKE fredag, for det var det i går osv. osv. Læs hele indlægget

Synger sange om sodomi.

Hjemme hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg rykker ikke.

Parkeringspladsen, den er stadig tom.

Så jeg henter en omgang og tømmer flasken, for her på pladsen vil jeg falde om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kælling, gifted’ jeg mig med hende, og holdt hende i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende. Læs hele indlægget

Spørge Jørgen.

Jr. er fuld af ord. Mere end ellers, og det er ikke så lidt, og jeg er løbet tør for svar. Han spørger hele tiden om mystiske ting, som jeg har virkeligt dårlige odds for at give tilfredsstillend svar på. Det er man vant til, når man har talende dværge i huset, men for tiden er det ca. 50 gange om dagen. Mor er træt! Her er et par af de nyeste eksempler: Læs hele indlægget

De vigtige ting

Jeg var til et selskab. Nogle af de bedste mennesker jeg kender. God mad, alkohol og højlydte analyser af Mad Men, Breaking Bad og Brian May. De vigtige ting. Sådan en samling mennesker, der gør een rolig og overgearet på een og samme tid. Det er så rart.

Jeg var den eneste, der havde barn med, ja den eneste, der havde lavet et, og det gjorde mig mærkeligt nervøs. Opfører han sig nu ordentligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fylde? De vigtige ting. Jeg tog mig selv i at holde konstant øje, som var han en undsluppen chimpanse i faretruende nærhed af uvurderligt krystal. Han gjorde intet, der bare mindede om primat-opførsel, men gebærdede sig, som en helt almindelig syvårig, der synes voksne er lidt kedelige, men som også er stolt af at være med. Han smagte på det meste, fik massiv chilioverdosis, og bad derpå forsigtigt om en rugbrødsmad. Læs hele indlægget

Piger

Hver morgen, når jeg afleverer Jr. i skole, og slæber min uoplagte krop op til 3. sal, går jeg forbi en lille gruppe 13-14 årige monstre piger. De bor åbenbart på den trappeafsats, hvorfra de har optimalt overblik over de hober af Jeva-lam, der myldrer uskyldigt op og ned. De her piger er helt almindelige, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgalskab, men i netop den tilstand er de fulde af hemmeligheder og fordømmelse. En form for ekskluderende, konstant hviskende ophøjethed, som jeg vagt husker men alligevel ikke helt forstår. Den gør mig meget utryg. Læs hele indlægget

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et interessant brev fra Jr.s skole igår. Den årlige helbredsundersøgelse, der foretages af skolesundhedsplejersken og en børnelæge, var nået frem til det noget overraskende resultat, at min søn er overvægtig. Var det fordi lægen havde undersøgt hans generelle sundhedstilstand? Nej. Det var fordi hans vægt lå 1-3 kilo over normalkurven i det skema, som lægen, med sin åbenlyse faglighed, kun kunne dømme ud fra. Den professionelle konklusion udløste et større kompendium om smørs ikke-slankende virkning, vigtigheden af grøntsager, at slik ikke er hverdagskost og andre åbenbaringer. Jeg stirrede noget vantro på papirerne. Læs hele indlægget

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg forleden. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryggende ved at have sygt barn hjemme. Lige bortset fra at det er røvbelastende, og man absolut intet når eller kan, så er det også dejlig simpelt og nært. Du har feber, vil kun have drikkeyoghurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kvaje mig alt for meget. Det bringer minder fra da han var baby, og bare skulle holdes tryg og i live. Ingen mobning, ingen bordmanerer, ikke så meget pis. Læs hele indlægget

Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sidder derfor i køkkenet, mens komfuret bobler af de enorme mængder foder, der inden længe skal stoppes i dem, for at de ikke falder om af overanstrengelse. Jeg sidder her og lytter, og bryder i nødstilfælde ind, men kan ikke påstå at observatør-rollen giver mig dybere indsigt i, hvad det hele går ud på. Hvorfor er drenge så mærkelige? Læs hele indlægget