Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­d­et. Der duk­ke­de så man­ge ting op i kølvan­det på fil­men, der gjor­de mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vre­de. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et styk­ke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at fin­de ud af een af dage­ne, og så siger jeg lige til. Min hjer­ne er træt på helt nye måder. Nær­mest lyk­ke­lig det meste af tiden, men ude på vir­ke­lig dybt vand. Læs hele ind­læg­get

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller min­dre kon­stant i mit hoved, hvor der her­sker nye spæn­den­de neu­ro­ser. Ham med uret er sta­dig inden­for sofaræk­ke­vid­de, og sofa­en ryk­ket nær­me­re. Det er godt. Vir­ke­lig godt. Hvis alt­så vi ku være lidt ale­ne i ny og næ.

Jr. er her, hvil­ket der egent­lig kom­mer for­bav­sen­de få kon­tro­ver­ser ud af, men der­u­d­over er hyt­ten kon­stant pro­p­fuld af eksorcis­me­kræ­ven­de bæster, der ras­ler med kæder og tuder ører­ne ful­de af irra­tio­nel­le kom­plek­ser. Træls væs­ner, der ikke nød­ven­dig­vis altid har været sådan, men som, i deres ex-egen­skab, er ble­vet vir­ke­lig anstren­gen­de typer. Mine spø­ger i hal­ler­ne med opmun­tren­de kom­men­ta­rer a la: Læs hele ind­læg­get

Der lig­ger et soven­de styk­ke mand på min sofa. Han lar­mer. Ikke lige nu, hvor han er slå­et ud af natur og rød­vin, men i sine våg­ne timer lar­mer han helt enormt. Taler højt og meget, og ger­ne i sin tele­fon på den der “Jeg ved at du er helt pjat­tet med mit synspunkt”-måden. Den art vil jeg regel­mæs­sigt ger­ne ser­ve­re en skold­hed lam­mer, men nu er jeg, med lige det her eksem­plar, sært nok, fuld­kom­men ligeg­lad. Læs hele ind­læg­get

Jeg var til et sel­skab. Nog­le af de bed­ste men­ne­sker jeg ken­der. God mad, alko­hol og højlyd­te ana­ly­ser af Mad Men, Bre­aking Bad og Bri­an May. De vig­ti­ge ting. Sådan en sam­ling men­ne­sker, der gør een rolig og over­gea­ret på een og sam­me tid. Det er så rart.

Jeg var den ene­ste, der hav­de barn med, ja den ene­ste, der hav­de lavet et, og det gjor­de mig mær­ke­ligt nervøs. Opfø­rer han sig nu ordent­ligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fyl­de? De vig­ti­ge ting. Jeg tog mig selv i at hol­de kon­stant øje, som var han en und­slup­pen chim­pan­se i fare­tru­en­de nær­hed af uvur­der­ligt krystal. Han gjor­de intet, der bare min­de­de om pri­mat-opfør­sel, men gebær­de­de sig, som en helt almin­de­lig syvårig, der synes voks­ne er lidt kede­li­ge, men som også er stolt af at være med. Han smag­te på det meste, fik mas­siv chi­li­over­do­sis, og bad der­på for­sig­tigt om en rug­brøds­mad. Læs hele ind­læg­get

Jeg sid­der i fami­li­ens som­mer­hus på Møn. Her har jeg været tusin­de gan­ge før. Det er altid det sam­me med mini­ma­le vari­a­tio­ner, et fak­tum jeg hade­de som tee­na­ger, men som nu er værds­at i en anden grad. I det mind­ste ind­til Jr.s hoved eks­plo­de­rer af kedsom­hed, og man må spæn­de lege­hjel­men geval­digt. Der­for opfandt Gud kage,brætspil og Nin­ten­do. Tak. Læs hele ind­læg­get