Kategori: Løjerligheder

Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele indlægget

Gamle grønne.

Jeg har endnu intet at sige om nytårsfortsæt og den slags utopier, da jeg stadig kommer mig, men har ondt af en plante. Bær over med mig.

I min stue står et juletræ. Det burde det vist ikke. Alle andre spor af den forgangne højtid er blevet fjernet, men træet bor der stadig. Der sker jo det med juletræer, at de ankommer i et netkondom, der gør dem smalle og lækre, men når den ugelange festivitas er overstået, har de foldet kornfed vælde ud; er blevet magelige og omfangsrige. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme af med det, for det er virkelig blevet meget mere rotund i det, tungt at danse med. En slags installation. Julen er ond på den front. Læs hele indlægget

Drømmemand.

Forleden drømte jeg, at Nikolaj Sonne havde læst mit indlæg om nærved-og-næsten-festen , og i sin uendelige visdom og enorme kærlighed til lige netop min slags havde sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et massivt lager af fryns til den slags anledninger, og kunne dårligt finde en mere taknemmelig og charmerende modtager. Der var et fint lille kort med. Ikke noget skummelt, for vi kender jo ikke hinanden så godt endnu, og det er vigtigt ikke at være for anmassende, men betænksomt og underspillet. Jeg græd lidt. Også da jeg vågnede, eller i de 30 sekunder det tager ens hjerne at acceptere konceptet “vågen”, mens man stadig har lov at holde fast i en anden, kompliceret men vidunderligt uskarp, virkelighed. Læs hele indlægget

Konstigt.

Det her er ikke et indlæg. Jeg er her faktisk ikke. Vil blot dele nogle sære småting fra min uge i Sverige.

 I sverige er der langt til alt, især til underholdningen. Derfor har de…Bilbingo. Jo jo. Man sidder i tre timer (!), blandt 200 dybt fokuserede svenskere på en mark. Permanent ophold i sin bil, der jo heldigvis er en indfødt Saab, så det ikke bliver alt for mærkeligt, hvor man lytter til en lun ældre herre, der over stadionhøjttalere siger tal i meget roligt tempo. Man dytter, når man har bingo. Overalt lurer stille panik. Der skules og krydses af, drikkes kaffe fra thermokande.

Lun fætter i højttaler: Var det feltutning? Har vi feltutning?Tutta igjen, om du har bingo!

Det er noget af det særeste. Vi har gjort det to gange.

Hvis man kører en times tid, for at finde mere børneegnet underholdning, kommer man til Halmstad, hvor de har et lille tivoli. Et dejligt sted med fine forlystelser og vandland. I det limbo mellem land og vand, forlystelse og hygge findes verdens nok langsomste baljebane. Man kunne ikke så meget andet end at tage sig en lur eller gøre oprør. Stedet mente måske derfor, at man kunne blive fristet til at ty til ekstremer, og frabad sig sporadisk heilen. Fair nok. Læs hele indlægget

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kamera idag. Der sad en mand fast på det, og denne blev dirigeret rundt af en lille, forfærdeligt rar nordmand. Det var sidste ud af ca. en million lignende besøg, der som regel har fundet sted klokken 6 om morgenen. 6 er IKKE min yndlingstid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barnlig forventning om dagens mirakler, førend mange kopper kaffe og noget introvert rokken frem og tilbage senere. Læs hele indlægget

Lålålålålålållålåååå.

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg forleden. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryggende ved at have sygt barn hjemme. Lige bortset fra at det er røvbelastende, og man absolut intet når eller kan, så er det også dejlig simpelt og nært. Du har feber, vil kun have drikkeyoghurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kvaje mig alt for meget. Det bringer minder fra da han var baby, og bare skulle holdes tryg og i live. Ingen mobning, ingen bordmanerer, ikke så meget pis. Læs hele indlægget

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for særligt udvalgte. Når der en sjælden gang går en stakkel i fælden, dem med geleen på Riget  og min praktiserende læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidstnævnte tilskuer er nu kommet på måske-listen.

Min forrige læge, som jeg har haft siden jeg flyttede for et par år siden, havde en unaturligt afslappet tilgang til vigtigheden af patient-læge forholdet,  og man var derfor aldrig sikker på, om det ville være ham eller een af de to andre læger fra den fælles praksis, der ville tage imod een. Jeg var derfor ofte tvunget til at skulle genfortælle alenlange, og ofte pinlige eller pinefulde, sygdomshistorier til en ikke særligt tilstedeværende ny deltager, førend dagens undersøgelse kunne komme i gang. Det blev mildest talt noget trættende, og jeg var som regel godt vredladen inden jeg overhovedet ankom til konsultationen. Derfor skiftede vi læge. Jeg valgte een, der var tæt på, havde rigelig erfaring, men som ikke var alt for affældig, og var virkelig lettet da det var gjort. Læs hele indlægget

%d bloggers like this: