Løjerligheder

Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nød­ven­dig­vis sten­død, men alli­ge­vel så til­pas tung at dan­se med, at Jr. ikke gider syn­ge til ham læn­ge­re. Han strej­ker. Jeg har gjort behø­rigt mod­stand, mens jeg dan­se­de stil­le inde­ni, men Jr.s ene­ste rig­ti­ge ønske er gode kam­me­ra­ter, og det var var der ikke nok soci­alt til i det lil­le kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele ind­læg­get

Gamle grønne.

Jeg har end­nu intet at sige om nytårs­fort­sæt og den slags uto­pi­er, da jeg sta­dig kom­mer mig, men har ondt af en plan­te. Bær over med mig.

I min stue står et jule­træ. Det bur­de det vist ikke. Alle andre spor af den for­gang­ne høj­tid er ble­vet fjer­net, men træ­et bor der sta­dig. Der sker jo det med jule­træ­er, at de ankom­mer i et net­kon­dom, der gør dem smal­le og lækre, men når den ugelan­ge festi­vi­tas er over­stå­et, har de fol­det kor­n­fed væl­de ud; er ble­vet mage­li­ge og omfangs­ri­ge. Jeg ved ikke helt hvor­dan jeg skal kom­me af med det, for det er vir­ke­lig ble­vet meget mere rotund i det, tungt at dan­se med. En slags instal­la­tion. Julen er ond på den front. Læs hele ind­læg­get

Drømmemand.

For­le­den drøm­te jeg, at Niko­laj Son­ne hav­de læst mit ind­læg om nær­ved-og-næsten-festen , og i sin uen­de­li­ge vis­dom og enor­me kær­lig­hed til lige net­op min slags hav­de sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et mas­sivt lager af fryns til den slags anled­nin­ger, og kun­ne dår­ligt fin­de en mere tak­nem­me­lig og char­me­ren­de mod­ta­ger. Der var et fint lil­le kort med. Ikke noget skum­melt, for vi ken­der jo ikke hin­an­den så godt end­nu, og det er vig­tigt ikke at være for anmas­sen­de, men betænk­somt og under­spil­let. Jeg græd lidt. Også da jeg våg­ne­de, eller i de 30 sekun­der det tager ens hjer­ne at accep­te­re kon­cep­tet “vågen”, mens man sta­dig har lov at hol­de fast i en anden, kom­pli­ce­ret men vidun­der­ligt uskarp, vir­ke­lig­hed. Læs hele ind­læg­get

Konstigt.

Det her er ikke et ind­læg. Jeg er her fak­tisk ikke. Vil blot dele nog­le sære små­ting fra min uge i Sve­ri­ge.

 I sve­ri­ge er der langt til alt, især til under­hold­nin­gen. Der­for har de…Bil­bingo. Jo jo. Man sid­der i tre timer (!), blandt 200 dybt foku­se­re­de sven­ske­re på en mark. Per­ma­nent ophold i sin bil, der jo hel­dig­vis er en ind­født Saab, så det ikke bli­ver alt for mær­ke­ligt, hvor man lyt­ter til en lun ældre her­re, der over sta­dionhøjt­ta­le­re siger tal i meget roligt tem­po. Man dyt­ter, når man har bingo. Overalt lurer stil­le panik. Der sku­les og kryd­ses af, drik­kes kaf­fe fra ther­mokan­de.

Lun fæt­ter i højt­ta­ler: Var det fel­tut­ning? Har vi feltutning?Tutta igj­en, om du har bingo!

Det er noget af det sære­ste. Vi har gjort det to gan­ge.

Hvis man kører en times tid, for at fin­de mere bør­ne­eg­net under­hold­ning, kom­mer man til Halmstad, hvor de har et lil­le tivo­li. Et dej­ligt sted med fine for­ly­stel­ser og vand­land. I det lim­bo mel­lem land og vand, for­ly­stel­se og hyg­ge fin­des ver­dens nok langs­om­ste bal­je­ba­ne. Man kun­ne ikke så meget andet end at tage sig en lur eller gøre oprør. Ste­det men­te måske der­for, at man kun­ne bli­ve fri­stet til at ty til ekstre­mer, og fra­bad sig spora­disk hei­len. Fair nok. Læs hele ind­læg­get

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kame­ra idag. Der sad en mand fast på det, og den­ne blev diri­ge­ret rundt af en lil­le, for­fær­de­ligt rar nord­mand. Det var sid­ste ud af ca. en mil­li­on lig­nen­de besøg, der som regel har fun­det sted klok­ken 6 om mor­ge­nen. 6 er IKKE min ynd­lings­tid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barn­lig for­vent­ning om dagens mirak­ler, før­end man­ge kop­per kaf­fe og noget intro­vert rok­ken frem og til­ba­ge sene­re. Læs hele ind­læg­get

Lålålålålålållålåååå.

Så så vi fod­bold. Det gør vi altid, når der er land­skamp. Også når det går dår­ligt. Og når det går rig­tig, pis­se møg­dår­ligt. Og der var den tra­di­tio­nel­le menu af udvalg­te tuber, rå og fint til­be­red­te løg, form­pres­se­de kar­to­f­ler og det aller­fi­ne­ste svi­ne­kød i far­ve­ri­ge frak­ker. Sådan gør vi altid. Læs hele ind­læg­get

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg for­le­den. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryg­gen­de ved at have sygt barn hjem­me. Lige bort­set fra at det er røv­be­la­sten­de, og man abso­lut intet når eller kan, så er det også dej­lig sim­pelt og nært. Du har feber, vil kun have drik­key­og­hurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kva­je mig alt for meget. Det brin­ger min­der fra da han var baby, og bare skul­le hol­des tryg og i live. Ingen mob­ning, ingen bord­ma­ne­rer, ikke så meget pis. Læs hele ind­læg­get

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for sær­ligt udvalg­te. Når der en sjæl­den gang går en stak­kel i fæl­den, dem med gele­en på Riget  og min prak­ti­se­ren­de læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidst­nævn­te til­sku­er er nu kom­met på måske-listen.

Min for­ri­ge læge, som jeg har haft siden jeg flyt­te­de for et par år siden, hav­de en una­tur­ligt afslap­pet til­gang til vig­tig­he­den af patient-læge for­hol­det,  og man var der­for aldrig sik­ker på, om det vil­le være ham eller een af de to andre læger fra den fæl­les prak­sis, der vil­le tage imod een. Jeg var der­for ofte tvun­get til at skul­le gen­for­tæl­le alen­lan­ge, og ofte pin­li­ge eller pine­ful­de, syg­doms­hi­sto­ri­er til en ikke sær­ligt til­ste­de­væ­ren­de ny del­ta­ger, før­end dagens under­sø­gel­se kun­ne kom­me i gang. Det blev mil­dest talt noget træt­ten­de, og jeg var som regel godt vred­la­den inden jeg over­ho­ve­det ankom til kon­sul­ta­tio­nen. Der­for skif­te­de vi læge. Jeg valg­te een, der var tæt på, hav­de rige­lig erfa­ring, men som ikke var alt for affæl­dig, og var vir­ke­lig let­tet da det var gjort. Læs hele ind­læg­get