Advertisements
  • Løjerligheder

    Tumpe op.

    Der er dage, hvor jeg ser mindst 6 måne­der yngre ud, har held til at kre­e­re vildt kre­a­tiv mad, hvor Juni­or selvsagt del­ta­ger smi­len­de i hele pro­ces­sen, og hvor jeg kun siger kæk­ke ting til stor glæ­de for mine omgi­vel­ser. Og så er der alle de andre dage. Her er de nye­ste af sidst­nævn­te: Da det her ske­te.. Nuff said! Da jeg ankom til oven­nævn­te domæ­ne, på alle måder udt­rå­dt og uen­tu­si­a­stisk, hvor Juni­or jo syn­ger til/for/med (?) Gud, for der­på at bli­ve igno­re­ret og stil­tien­de hånet af godt ti for­æl­dre, der har beslut­tet at løbe sam­men hver gang, så de rig­tig kan få noget ud af tiden. En veri­ta­bel mur…

  • Det der voksen,  Løjerligheder

    Der findes ikke dårligt vejr..

    For­le­den var jeg til Justi­ce kon­cert. Hav­de lige inden været til Gud med Jr., så træng­te geval­digt til noget mere hedensk under­hold­ning, samt en fadøl af en ikke alt for beske­den stør­rel­se. Det var en helt igen­nem fan­ta­stisk kon­cert. Højt, fransk og bas-tungt. Laser­lys og knæklys. Lige hvad jeg træng­te til. Jeg lær­te der­til et par ting om mig selv og mine ven­ner: Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder,  Ting jeg ikke forstår

    Ikke stå der og heile!

    Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sik­kert for­bi­gå­en­de, men jeg er glad. Rig­tig glad. For­le­den tal­te jeg med en mand i arbejd­s­ø­je­med. Han var også glad. Vores møde gjor­de ham fak­tisk så glad, at han afslut­te­de med at hæve sin hånd­fla­de, som skul­le han til at aflæg­ge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen eds­voren del af sam­ar­bej­det, så jeg antog, at han enten var helt pjat­tet med Adolf, eller mere sand­syn­ligt invi­te­re­de til en såkaldt “high-five”. Det hav­de han ikke behø­vet. Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder

    Hysteri

    “Mor, er du i løbe­tid?”. Spørgs­må­let løb ube­svæ­ret over Juni­o­rs læber en alt for tid­lig mor­gen. Før­end jeg refe­re­rer mere fra den vidun­der­ligt opbyg­ge­li­ge sam­ta­le, bør det nok næv­nes at han hav­de til­bragt wee­ken­den i sel­skab med en hund. Der var også men­ne­sker til­ste­de, men (hun)hunden efter­lod åben­bart det stør­ste ind­tryk, da den wee­ken­den igen­nem hav­de døjet med noget hyste­ri. Hyste­ri på den rig­tig gam­mel­dags hor­mon-facon, der i tider­nes mor­gen drev medi­ci­ne­re til at opfin­de- og prak­ti­se­re vibre­ren­de behand­lings­me­to­der; alt­så  køns­be­tin­get gal­skab for­år­sa­get af mang­len­de omgang med en ordent­lig han(hund). Læs hele ind­læg­get

  • Det der voksen,  Løjerligheder

    Jeg er grøn og grøn over det hele.

    Mis­un­del­se er en grim ting. Det skal man hol­de sig fra. Det er uvær­digt, barn­ligt og alde­les uchar­me­ren­de. Noget så ukon­struk­tivt. Puuha, det er en sløj stør­rel­se, det kan vi ikke lide, og det eksi­ste­rer pri­mært som en lidt spø­ge­fuld hypo­te­se, at/hvis/når vi ufor­va­ren­de plan­ter foden i en dam­pen­de bun­ke af det. Und­skyld mig mens jeg vasker mine tæer. Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder,  Mandagsmodel/sygdom

    Bag gardinet.

    For­le­den var jeg til hal­vår­lig hjer­te­kon­trol på Riget. Det er abso­lut ikke nogen dra­ma­tisk eller vold­som omgang, men en ked­som­me­lig og noget ensom serie af pro­ce­du­rer og bip­pen­de appa­ra­tu­rer, som jeg ikke glæ­der mig spe­ci­elt til, men dog har væn­net mig til. At være væn­net til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svæl­ge i en anden gang. Det, der slog mig i den­ne omgang, var til­gan­gen til- og omgan­gen med min krop, som sund­heds­per­so­na­le nød­ven­dig­vis må benyt­te sig af, men som mor­fer mig om til noget, jeg ikke helt for­står. Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder,  Mandagsmodel/sygdom

    Mob venligst ikke mit lille lem!

    Min jule­fe­rie var fuld af al det sæd­van­li­ge jazz. Mad nok til at give een dår­lig samvit­tig­hed resten af året/livet, rød­vin i nogen­lun­de sam­me mæng­der, gaver, barn med for­vent­nings­v­an­vid og kro­nisk duft af fedt og for­bru­geris­me. Alle smuk­ke ingre­di­en­ser, der blev kom­pli­ce­ret af en alt for hastig opstig­ning fra sofa­en. Der­fra kvær­ne­de min ellers ano­ny­me lil­letå med stor larm ind i hju­let på mit sofa­bord. Ban­de, ban­de, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige læn­ge­re. Kort og skæv var den. Afsted på ska­destu­en, med anstrøg af skam for­di det jo var sådan en uman­dig ska­de at få. Rønt­gen, impo­ne­ret læge. Bræk­ket to ste­der,…