Mandagsmodel/sygdom

Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl

Jegvilikketagedetflot

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

Jeg har efter­hån­den skre­vet på den her blog i nog­le år, og det har ikke alt­sam­men været lige mun­tert. Det var sådan set det, der var poin­ten, så mit hoved ikke eks­plo­de­re­de af mug­ne ord og dår­lig samvit­tig­hed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksi­stens fra mor­gen til aften, samt over ikke at fejre, at den der trans­plan­ta­tion, der ven­ter der­u­de et sted, ikke skul­le være lige nu. Det har jeg brugt den­ne plat­form til, og folk har taget godt imod det. Anne Bre­da­hl har gjort det sam­me, og man­ge af os ken­der hen­de der­for bed­re som Anne O’manne, fra blog­gen af sam­me navn, hvor hun er kom­met helt ind under huden på een, med sin hjer­teskæ­ren­de, tåkrum­men­de og absurd tragi­ko­mi­ske vej gen­nem sklero­se, diag­no­se og hver­dag. Ban­den, svov­len, beret­ti­get klynk. Jeg har været- og er ret stor fan. Læs hele ind­læg­get

Hallo i røret.

Jeg har nævnt det før, og tru­et med at ven­de til­ba­ge til det, det der med at være væn­net til hospi­ta­ler. På Riget skal man væn­ne sig til man­ge ting. Nog­le gan­ge flyt­ter de rundt på mine bryster og pyn­ter med gele, mens de andre gan­ge stik­ker mig ind i røret. Den hal­vår­li­ge MR scan­ning er, lige­som resten af regi­met, ikke noget vold­somt ind­greb,  men dog alli­ge­vel en røvir­ri­te­ren­de solo-øvel­se. Den kan jeg ikke slip­pe for, men kan da pla­ge andre med den.. Læs hele ind­læg­get

Bag gardinet.

For­le­den var jeg til hal­vår­lig hjer­te­kon­trol på Riget. Det er abso­lut ikke nogen dra­ma­tisk eller vold­som omgang, men en ked­som­me­lig og noget ensom serie af pro­ce­du­rer og bip­pen­de appa­ra­tu­rer, som jeg ikke glæ­der mig spe­ci­elt til, men dog har væn­net mig til. At være væn­net til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svæl­ge i en anden gang. Det, der slog mig i den­ne omgang, var til­gan­gen til- og omgan­gen med min krop, som sund­heds­per­so­na­le nød­ven­dig­vis må benyt­te sig af, men som mor­fer mig om til noget, jeg ikke helt for­står. Læs hele ind­læg­get

Mob venligst ikke mit lille lem!

Min jule­fe­rie var fuld af al det sæd­van­li­ge jazz. Mad nok til at give een dår­lig samvit­tig­hed resten af året/livet, rød­vin i nogen­lun­de sam­me mæng­der, gaver, barn med for­vent­nings­v­an­vid og kro­nisk duft af fedt og for­bru­geris­me. Alle smuk­ke ingre­di­en­ser, der blev kom­pli­ce­ret af en alt for hastig opstig­ning fra sofa­en. Der­fra kvær­ne­de min ellers ano­ny­me lil­letå med stor larm ind i hju­let på mit sofa­bord. Ban­de, ban­de, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige læn­ge­re. Kort og skæv var den. Afsted på ska­destu­en, med anstrøg af skam for­di det jo var sådan en uman­dig ska­de at få. Rønt­gen, impo­ne­ret læge. Bræk­ket to ste­der, på tværs OG på langs! Stor kany­le, bræk­kes (AV igen!) på plads. Jo jo, det skal sgu da gøres ordent­ligt. Læs hele ind­læg­get