-
Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl
En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud. Jeg har efterhånden skrevet på den her blog i nogle år, og det har ikke altsammen været lige muntert. Det var sådan set det, der var pointen, så mit hoved ikke eksploderede af mugne ord og dårlig samvittighed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksistens fra morgen til aften, samt over ikke at fejre, at den der transplantation, der venter derude et sted, ikke skulle være lige nu. Det har jeg brugt denne platform til, og folk har taget godt imod det. Anne Bredahl har gjort det…
-
Hallo i røret.
Jeg har nævnt det før, og truet med at vende tilbage til det, det der med at være vænnet til hospitaler. På Riget skal man vænne sig til mange ting. Nogle gange flytter de rundt på mine bryster og pynter med gele, mens de andre gange stikker mig ind i røret. Den halvårlige MR scanning er, ligesom resten af regimet, ikke noget voldsomt indgreb, men dog alligevel en røvirriterende solo-øvelse. Den kan jeg ikke slippe for, men kan da plage andre med den.. Læs hele indlægget
-
Bag gardinet.
Forleden var jeg til halvårlig hjertekontrol på Riget. Det er absolut ikke nogen dramatisk eller voldsom omgang, men en kedsommelig og noget ensom serie af procedurer og bippende apparaturer, som jeg ikke glæder mig specielt til, men dog har vænnet mig til. At være vænnet til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svælge i en anden gang. Det, der slog mig i denne omgang, var tilgangen til- og omgangen med min krop, som sundhedspersonale nødvendigvis må benytte sig af, men som morfer mig om til noget, jeg ikke helt forstår. Læs hele indlægget
-
Mob venligst ikke mit lille lem!
Min juleferie var fuld af al det sædvanlige jazz. Mad nok til at give een dårlig samvittighed resten af året/livet, rødvin i nogenlunde samme mængder, gaver, barn med forventningsvanvid og kronisk duft af fedt og forbrugerisme. Alle smukke ingredienser, der blev kompliceret af en alt for hastig opstigning fra sofaen. Derfra kværnede min ellers anonyme lilletå med stor larm ind i hjulet på mit sofabord. Bande, bande, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige længere. Kort og skæv var den. Afsted på skadestuen, med anstrøg af skam fordi det jo var sådan en umandig skade at få. Røntgen, imponeret læge. Brækket to steder,…