Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måt­te jo gå over på et tids­punkt, så nu er jeg her igen.

Juni­or er ble­vet en del stør­re, hver­da­gen noget andet, og udfor­drin­ger­ne ikke min­dre kom­pli­ce­re­de men ander­le­des.

Nu går han i klub og på net­ca­fe, og bevæ­ger sig kun sjæl­dent ud fra sit værel­se. En kom­bi­na­tion af alder og en sta­digt sti­gen­de inter­es­se for at lade sig opslu­ge af com­pu­te­ren; den altid tænd­te, alter­lig­nen­de søj­le af lys. Ido­ler­ne er ikke musi­ke­re, men nær­ved almin­de­li­ge men­ne­sker på Youtu­be, der er gode til at strea­me eller spil­le. Det hand­ler om gam­ing. Meget om gam­ing! Det er på man­ge måder et absurd uni­vers, men bare sådan det er. I den for­bin­del­se var vi til et for­æl­drear­ran­ge­ment med en fored­rags­hol­der fra Ung­doms­rin­gen, der skul­le oply­se os gam­le røv­hul­ler om gam­ing­kul­tu­rens væsen, for­de­le og udfor­drin­ger. Det var inter­es­sant og nød­ven­digt, men bely­ste især en bekym­ring blandt for­æl­dre­ne, der var værd at bide mær­ke i, og som lader til at duk­ke op i man­ge sam­men­hæn­ge: Det tager over i vores hver­dag. Læs hele ind­læg­get

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

Jeg har efter­hån­den skre­vet på den her blog i nog­le år, og det har ikke alt­sam­men været lige mun­tert. Det var sådan set det, der var poin­ten, så mit hoved ikke eks­plo­de­re­de af mug­ne ord og dår­lig samvit­tig­hed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksi­stens fra mor­gen til aften, samt over ikke at fejre, at den der trans­plan­ta­tion, der ven­ter der­u­de et sted, ikke skul­le være lige nu. Det har jeg brugt den­ne plat­form til, og folk har taget godt imod det. Anne Bre­da­hl har gjort det sam­me, og man­ge af os ken­der hen­de der­for bed­re som Anne O’manne, fra blog­gen af sam­me navn, hvor hun er kom­met helt ind under huden på een, med sin hjer­teskæ­ren­de, tåkrum­men­de og absurd tragi­ko­mi­ske vej gen­nem sklero­se, diag­no­se og hver­dag. Ban­den, svov­len, beret­ti­get klynk. Jeg har været- og er ret stor fan. Læs hele ind­læg­get

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­d­et. Der duk­ke­de så man­ge ting op i kølvan­det på fil­men, der gjor­de mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vre­de. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et styk­ke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at fin­de ud af een af dage­ne, og så siger jeg lige til. Min hjer­ne er træt på helt nye måder. Nær­mest lyk­ke­lig det meste af tiden, men ude på vir­ke­lig dybt vand. Læs hele ind­læg­get

Det er er efter­hån­den et styk­ke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der brag­te mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­ra­er ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skæ­re 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spæn­den­de. Læs hele ind­læg­get

Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lock­out:

• Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lil­le og vat­tet.
• Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i dis­se dage, har af sine lære­re fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selv­om vi er hjem­me.
• Rig­tig man­ge hol­der ferie.
• Min søn er vir­ke­lig irri­te­ren­de.
• Jeg er vir­ke­lig uop­find­som.

Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vi­se hjem­me. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­te­re (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­re­de bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lære­re godt være stol­te af. Sam­ti­dig under­stre­ger det beho­vet for struk­tur hos børn, og nok sær­ligt hos min slags yngel, at det ger­ne må lig­ne hver­dag så meget som muligt. Læs hele ind­læg­get

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nød­ven­dig­vis sten­død, men alli­ge­vel så til­pas tung at dan­se med, at Jr. ikke gider syn­ge til ham læn­ge­re. Han strej­ker. Jeg har gjort behø­rigt mod­stand, mens jeg dan­se­de stil­le inde­ni, men Jr.s ene­ste rig­ti­ge ønske er gode kam­me­ra­ter, og det var var der ikke nok soci­alt til i det lil­le kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele ind­læg­get

Dan­mark eks­plo­de­re­de igår, da Tho­mas Bla­ch­man og Jan Son­ner­gaard, med flak­ken­de blik­ke, dis­se­ke­re­de kvin­de­krop­pen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hove­d­et først i hype­fæl­den, og nær­læ­ste Twit­ter i en halv time, hvor­ef­ter det lige­som hav­de udspil­let sig selv. Sta­tus på Bla­ch­mans hjem­lø­se, sko­se­de lem for­bli­ver uæn­dret, og så er den vist ikke læn­ge­re. Det vir­ke­de, som det skul­le. Hid­se op og hid­se ned, pik­ken op og fis­sen ned. Måske var det omvendt. Glim­ren­de. Læs hele ind­læg­get