Spirende teenager
For et par uger siden blev Junior 13. Det er altså alvor. Jeg forstår ikke helt, hvordan vi kom (levende) til det punkt, men her er vi altså, med en teenager i huset. Han er selv ret så imponeret, som havde han arbejdet sig frem på sine grædende knæ til denne hædersbevisning, og dagen derfor var andet og mere end blot en fødselsdag. Læs hele indlægget Advertisements
Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.
For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle eksterne indflydelser at dømme, burde have styr på. Det var selvsagt et meget lille udsnit af en liste, der ikke endnu ikke har givet udtryk for at have en egentlig ende. Det lød sådan her: Jeg burde helt sikkert: Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver. Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen, når man rækker opad,…
Gaming gør glad og gråhåret.
Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måtte jo gå over på et tidspunkt, så nu er jeg her igen. Junior er blevet en del større, hverdagen noget andet, og udfordringerne ikke mindre komplicerede men anderledes. Nu går han i klub og på netcafe, og bevæger sig kun sjældent ud fra sit værelse. En kombination af alder og en stadigt stigende interesse for at lade sig opsluge af computeren; den altid tændte, alterlignende søjle af lys. Idolerne er ikke musikere, men nærved almindelige mennesker på Youtube, der er gode til at streame eller spille. Det handler om gaming. Meget om gaming! Det er…
Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl
En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud. Jeg har efterhånden skrevet på den her blog i nogle år, og det har ikke altsammen været lige muntert. Det var sådan set det, der var pointen, så mit hoved ikke eksploderede af mugne ord og dårlig samvittighed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksistens fra morgen til aften, samt over ikke at fejre, at den der transplantation, der venter derude et sted, ikke skulle være lige nu. Det har jeg brugt denne platform til, og folk har taget godt imod det. Anne Bredahl har gjort…
Søjledrømme
Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne…
Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.
Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende. Læs hele indlægget
Lockout-lærdom.
Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout: Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet. Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme. Rigtig mange holder ferie. Min søn er virkelig irriterende. Jeg er virkelig uopfindsom. Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg…
Gud bruger ikke klappepap
Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele indlægget