Det er er efter­hån­den et styk­ke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der brag­te mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­ra­er ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skæ­re 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spæn­den­de. Læs hele ind­læg­get

Her er, hvad jeg har lært under den sid­ste halvan­den uges lock­out:

• Forli(g)sinstitutionen er en tøsed­reng. Lil­le og vat­tet.
• Min søn, og de få af hans klas­se­kam­me­ra­ter, der ikke hol­der ferie i dis­se dage, har af sine lære­re fået gode vaner. Han for­ven­ter, accep­te­rer og enga­ge­rer sig i læring hver dag, selv­om vi er hjem­me.
• Rig­tig man­ge hol­der ferie.
• Min søn er vir­ke­lig irri­te­ren­de.
• Jeg er vir­ke­lig uop­find­som.

Jeg er ski­de­stolt, og mær­ke­ligt bero­li­get, af, at det kan lade sig gøre at under­vi­se hjem­me. Beva­res, under­vis­nin­gen er noget kor­te­re (læs: MEGET) end på den auto­ri­se­re­de bænk, men han sæt­ter tro­ligt bly­ant til papir, sta­ver ord og laver reg­ne­styk­ker, når jeg beder ham om det. Det kan hans lære­re godt være stol­te af. Sam­ti­dig under­stre­ger det beho­vet for struk­tur hos børn, og nok sær­ligt hos min slags yngel, at det ger­ne må lig­ne hver­dag så meget som muligt. Læs hele ind­læg­get

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nød­ven­dig­vis sten­død, men alli­ge­vel så til­pas tung at dan­se med, at Jr. ikke gider syn­ge til ham læn­ge­re. Han strej­ker. Jeg har gjort behø­rigt mod­stand, mens jeg dan­se­de stil­le inde­ni, men Jr.s ene­ste rig­ti­ge ønske er gode kam­me­ra­ter, og det var var der ikke nok soci­alt til i det lil­le kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele ind­læg­get

Dan­mark eks­plo­de­re­de igår, da Tho­mas Bla­ch­man og Jan Son­ner­gaard, med flak­ken­de blik­ke, dis­se­ke­re­de kvin­de­krop­pen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hove­d­et først i hype­fæl­den, og nær­læ­ste Twit­ter i en halv time, hvor­ef­ter det lige­som hav­de udspil­let sig selv. Sta­tus på Bla­ch­mans hjem­lø­se, sko­se­de lem for­bli­ver uæn­dret, og så er den vist ikke læn­ge­re. Det vir­ke­de, som det skul­le. Hid­se op og hid­se ned, pik­ken op og fis­sen ned. Måske var det omvendt. Glim­ren­de. Læs hele ind­læg­get

..jeg var sådan.. en anden slags men­ne­ske, vil­le jeg:

Da jeg blev 30, tog jeg ud at spi­se med min fami­lie. Min far hav­de et flag i hån­den, så tje­ne­ren spurg­te hvem og hvor man­ge år dagen dre­je­de sig om. Jeg ind­vie­de ham i detal­jer­ne, hvor­ef­ter han så med­li­den­de på mig, og sag­de: “Av!!”. Inde­ed.

I tirs­dags blev jeg så 35. Slut med star­ten af tre­di­ver­ne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæ­le ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg hav­de egent­lig hel­ler ikke dvælet som sådan, før­end i dage­ne op til, hvor det plud­se­lig begynd­te at svi­de en smu­le. “Av” run­ge­de i mit hoved, og jeg trø­ste­de mig med, at jeg sta­dig var sød og rar, at en mand til­med var enig deri, samt at min søster snart bli­ver 40, hvil­ket, trods alt, må gøre en ken­de mere nas. Det var­me­de jeg mig ved, på en sød og rar måde. Læs hele ind­læg­get

Det sid­ste styk­ke tid er jeg fle­re gan­ge løbet ind i gravi­de, nybag­te for­æl­dre eller folk, der prø­ver på at få et barn. Baby­er­ne er søde, maver­ne og de håbe­ful­de lige­så. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgs­mål og hin­ts om en evt. toer i min afkoms-por­te­føl­je, og når jeg hur­tigt siger:“Ellers tak!”, bli­ver der helt stil­le, og luf­ten fyl­des af let men hånd­gri­be­lig undren. Den undren går beg­ge veje. Læs hele ind­læg­get