Ting jeg ikke forstår

Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måt­te jo gå over på et tids­punkt, så nu er jeg her igen.

Juni­or er ble­vet en del stør­re, hver­da­gen noget andet, og udfor­drin­ger­ne ikke min­dre kom­pli­ce­re­de men ander­le­des.

Nu går han i klub og på net­ca­fe, og bevæ­ger sig kun sjæl­dent ud fra sit værel­se. En kom­bi­na­tion af alder og en sta­digt sti­gen­de inter­es­se for at lade sig opslu­ge af com­pu­te­ren; den altid tænd­te, alter­lig­nen­de søj­le af lys. Ido­ler­ne er ikke musi­ke­re, men nær­ved almin­de­li­ge men­ne­sker på Youtu­be, der er gode til at strea­me eller spil­le. Det hand­ler om gam­ing. Meget om gam­ing! Det er på man­ge måder et absurd uni­vers, men bare sådan det er. I den for­bin­del­se var vi til et for­æl­drear­ran­ge­ment med en fored­rags­hol­der fra Ung­doms­rin­gen, der skul­le oply­se os gam­le røv­hul­ler om gam­ing­kul­tu­rens væsen, for­de­le og udfor­drin­ger. Det var inter­es­sant og nød­ven­digt, men bely­ste især en bekym­ring blandt for­æl­dre­ne, der var værd at bide mær­ke i, og som lader til at duk­ke op i man­ge sam­men­hæn­ge: Det tager over i vores hver­dag. Læs hele ind­læg­get

Pik-tv og det løse.

Dan­mark eks­plo­de­re­de igår, da Tho­mas Bla­ch­man og Jan Son­ner­gaard, med flak­ken­de blik­ke, dis­se­ke­re­de kvin­de­krop­pen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hove­d­et først i hype­fæl­den, og nær­læ­ste Twit­ter i en halv time, hvor­ef­ter det lige­som hav­de udspil­let sig selv. Sta­tus på Bla­ch­mans hjem­lø­se, sko­se­de lem for­bli­ver uæn­dret, og så er den vist ikke læn­ge­re. Det vir­ke­de, som det skul­le. Hid­se op og hid­se ned, pik­ken op og fis­sen ned. Måske var det omvendt. Glim­ren­de. Læs hele ind­læg­get

Sport.

Der er sport i mine nyhe­der. Hele tiden. Det har varet læn­ge. Der rases og brok­kes, him­les og gok­kes. Jeg for­står det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cyk­le op af et bjerg i noget, der lig­ner en måned. Det skal gå ski­de­hur­tigt, i hvert fald hur­ti­ge­re end sid­ste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pas­ta, broc­co­li og sponsor­vand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skøn­hed og inte­gri­tet, men kun hvis det er bed­re end sidst og ikke rig­tig muligt. Sæt i gang! Læs hele ind­læg­get

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags men­ne­ske, vil­le jeg:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.
  • Læs hele ind­læg­get

    Børnehader

    Det sid­ste styk­ke tid er jeg fle­re gan­ge løbet ind i gravi­de, nybag­te for­æl­dre eller folk, der prø­ver på at få et barn. Baby­er­ne er søde, maver­ne og de håbe­ful­de lige­så. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgs­mål og hin­ts om en evt. toer i min afkoms-por­te­føl­je, og når jeg hur­tigt siger:“Ellers tak!”, bli­ver der helt stil­le, og luf­ten fyl­des af let men hånd­gri­be­lig undren. Den undren går beg­ge veje. Læs hele ind­læg­get

    Arbejdslejr, nu med kage.

    Decem­ber. Hyg­ge på lager, dvs. i omtrent hund­re­de kas­ser i kæl­de­ren. Hvert år bli­ver jeg først lidt træt ved tan­ken, så begyn­der jeg at glæ­de mig helt enormt, og så nær­mer min krans­pulsåre og indre charme/harme sig kri­tisk mas­se, hvor­ef­ter jeg træn­ger til en vikar. Ger­ne en vok­sen af slagsen. Glem­mer det selvsagt resten af året, og bli­ver der­for, som en guld­fisk, dybt rystet hvert ene­ste år. Læs hele ind­læg­get

    Guds liste

    Om tors­da­gen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stir­rer på min tele­fon i skær­sil­den ven­te­rum­met. Så vi var alt­så i kir­ke. Den der høje byg­ning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syn­gen­de børn, som Jr. gjal­der med, skul­le syn­ge nyligt indø­vet mate­ri­a­le til en såkaldt pas­tag­ud­stje­ne­ste. Kir­ken er der­for mesten­dels fyldt op af bør­ne­nes fami­li­er, der tager bil­le­der og glæ­der sig til den gra­tis mad, der føl­ger efter, men nok om det. Læs hele ind­læg­get

    Synger sange om sodomi.

    Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

    Alt føles som tom­gang,
    jeg ryk­ker ikke.

    Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

    Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

    Eller sådan her:

    Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hen­de. Læs hele ind­læg­get