Ting jeg ikke forstår

Fortiden, det billige skidt.

Mata­dor er til­ba­ge. Det er vi man­ge, der sæt­ter stor pris på, selv­om det der­ved afslø­res, at man rent fak­tisk sid­der hjem­me en lør­dag aften, og alt­så ikke har sådan et rig­tigt liv uden tøj på i Kød­by­en. Pyt. Jr. har fat­tet inter­es­se for seri­en, og selv­om jeg tviv­ler på at sær­ligt sto­re dele af dia­lo­gen giver mening for ham, er han alli­ge­vel vir­ke­lig nys­ger­rig. “Så kan jeg lære noget om gam­le dage”, siger han entu­si­a­stisk, og møf­ler sig ind under min arm i sofa­en. Læs hele ind­læg­get

Fedt.

Her kom­mer lige lidt opkast fra provin­sen.

Vi er på Møn, hvor idyl­len jo er tom­me­tyk det meste af tiden. Vi hyg­ger os, gør vi! Hver tirs­dag bis­ser Møn­bo­er­ne i fuld gal­op mod køb­sta­den Ste­ge, hvor græs­nings­a­rea­er­ne er pak­ket fuld af hop­pe­bor­ge, hon­ning­ud­salg, mikro­bryg­get øl og pøl­ser af hjem­me­tril­le­de øko­kø­er. Der dan­ses squa­re­dan­ce, hund­re­der af pen­sio­ni­ster skrå­ler med på Him­m­l­hund­en, og det er i det hele taget en ret så stor mund­fuld for enhver afmå­lt Køben­hav­ner. Vi kan li’ det. På den der let for­døm­men­de facon, natur­lig­vis. Læs hele ind­læg­get

Piger

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg. Læs hele ind­læg­get

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et inter­es­sant brev fra Jr.s sko­le igår. Den årli­ge hel­breds­un­der­sø­gel­se, der fore­ta­ges af sko­les­und­heds­ple­jer­sken og en bør­ne­læ­ge, var nået frem til det noget over­ra­sken­de resul­tat, at min søn er over­væg­tig. Var det for­di lægen hav­de under­søgt hans gene­rel­le sund­heds­til­stand? Nej. Det var for­di hans vægt lå 1–3 kilo over nor­mal­kur­ven i det ske­ma, som lægen, med sin åben­ly­se fag­lig­hed, kun kun­ne døm­me ud fra. Den pro­fes­sio­nel­le kon­klu­sion udlø­ste et stør­re kom­pen­di­um om smørs ikke-slan­ken­de virk­ning, vig­tig­he­den af grønt­sa­ger, at slik ikke er hver­dagskost og andre åben­ba­rin­ger. Jeg stir­re­de noget van­tro på papi­rer­ne. Læs hele ind­læg­get

Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sid­der der­for i køk­ke­net, mens kom­fu­ret bob­ler af de enor­me mæng­der foder, der inden læn­ge skal stop­pes i dem, for at de ikke fal­der om af overan­stren­gel­se. Jeg sid­der her og lyt­ter, og bry­der i nødstil­fæl­de ind, men kan ikke påstå at obser­va­tør-rol­len giver mig dybe­re ind­sigt i, hvad det hele går ud på. Hvor­for er dren­ge så mær­ke­li­ge? Læs hele ind­læg­get

Ikke stå der og heile!

Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sik­kert for­bi­gå­en­de, men jeg er glad. Rig­tig glad.

For­le­den tal­te jeg med en mand i arbejd­s­ø­je­med. Han var også glad. Vores møde gjor­de ham fak­tisk så glad, at han afslut­te­de med at hæve sin hånd­fla­de, som skul­le han til at aflæg­ge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen eds­voren del af sam­ar­bej­det, så jeg antog, at han enten var helt pjat­tet med Adolf, eller mere sand­syn­ligt invi­te­re­de til en såkaldt “high-five”. Det hav­de han ikke behø­vet. Læs hele ind­læg­get

At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kir­ke. Eller menig­heds­hus. Juni­or, der er en meget syn­gen­de type, vil­le ger­ne prø­ve at syn­ge i kir­kens bør­ne­kor, og da han (pga. ope­ra­tio­ner i fød­der­ne) altid har haft svært ved at fin­de en fri­tidsak­ti­vi­tet, opmun­tre­de jeg geval­digt. Så afte­nen stod på syn­gen­de børn, mum­len­de for­æl­dre, Lis med knold i nak­ken og meget højt regi­ster og Gui­tar-Her­man. Der­til rig­tig meget Gud. Læs hele ind­læg­get