Drømmemand.

For­le­den drøm­te jeg, at Niko­laj Son­ne hav­de læst mit ind­læg om nær­ved-og-næsten-festen , og i sin uen­de­li­ge vis­dom og enor­me kær­lig­hed til lige net­op min slags hav­de sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et mas­sivt lager af fryns til den slags anled­nin­ger, og kun­ne dår­ligt fin­de en mere tak­nem­me­lig og char­me­ren­de mod­ta­ger. Der var et fint lil­le kort med. Ikke noget skum­melt, for vi ken­der jo ikke hin­an­den så godt end­nu, og det er vig­tigt ikke at være for anmas­sen­de, men betænk­somt og under­spil­let. Jeg græd lidt. Også da jeg våg­ne­de, eller i de 30 sekun­der det tager ens hjer­ne at accep­te­re kon­cep­tet “vågen”, mens man sta­dig har lov at hol­de fast i en anden, kom­pli­ce­ret men vidun­der­ligt uskarp, virkelighed.

Jeg gik der­på i ret­ning mod post­kas­sen. I mit hoved løb jeg. Måske hav­de mit fasci­ne­ren­de sind drømt en flig af vir­ke­lig­hed. Måske var kun kor­tet vir­ke­ligt. En iPad er også svær at få ned i en post­kas­se. Måske vil­le min post­kas­se nu være vok­set. Gen­nem spræk­ken ane­de jeg et brev. Det var tykt. Måske var jeg, bare i dag, mere hel­dig end ellers.

Det var fra Hvi­d­ov­re Hospi­tal. De opfor­dre­de til — ja nær­mest insi­ste­re­de på — at jeg kom til en fore­byg­gen­de under­sø­gel­se for liv­mo­der­halskræft, på grund af min frem­skred­ne alder. Det hav­de de ikke behø­vet. De hav­de  givet kuver­ten bed­ra­ge­risk volu­men ved at ved­læg­ge adskil­li­ge infor­ma­ti­ve pje­cer om emnet. Det gør åben­bart næsten ikke ondt. De skul­le bare vide.

De kun­ne da i det mind­ste have sendt et kort med. Eller en lil­le­bit­te iPad. Post er åndssvagt.