Farvel til byen
Der er efterhånden gået nogle år med at tænke på et liv på landet. Der er også gået nogle år med at tænke, at det var for stort et skridt. År, der bare gik og gik med ubeslutsomhed, manglende muligheder og overvejelser, der blev stadigt sværere at sortere i prioriteret rækkefølge. For hvad med barnet, bedsteforældrene, jobmulighederne og de gode restauranter, ej at forglemme metroen, når man har drukket eller bare lige vil se til byen?
Særligt det første, altså barnet, har fyldt meget, for der er jo en reel risiko for, at han kommer til at betale for de voksnes drømme. Bevares, det er et grundvilkår, som alle børn, der tvangsfodres med quinoa, folkemøder og trælegetøj, døjer med, men langt væk fra byen er man afhængig af velvillige omgivelser på et helt andet plan, og det har været en langtrukken indre konflikt at beslutte, hvornår man som voksen må vælge fra og til på alles vegne. Nu lever Jr. jo så i hipsteræraen, hvor vi alle pludselig vil være selvforsynende, når bare der er wifi, og det er bare ikke gratis, men kommer med hængekøje, brændeovn og formentlig noget knallertbåret kriminalitet.
Det gik nemlig sådan, at både job og bolig blev tilgængelig lige pludselig, i det område, vi helst vil flytte til, hvor også søster og sommerhus hører til. Tvivlen fik tæsk af en snigende fornemmelse af, at hvis man ikke tager den ene, åbenlyse chance, der bliver råbt ind i ansigtet på een, vil man nok ikke afsted i virkeligheden, eller er bare så forkælet og curling-ramt, at alt bliver problematisk. De mange år alene med en temmelig kriseramt Jr., inden vi blev tre, har nok gjort det endnu sværere at se længere end næste uge, og turde drømme lidt større, men processen er blevet gjort lidt lettere af en kæreste, der, i skærende kontrast til mine mest basale instinkter, er ukuelig optimist, samt det faktum, at vi ikke flytter til ukendt territorie, hvor dialekt og egnsspecifikke regler for sovs er et komplet mysterie, men til en del af landet, der føles hjemlig for os alle.
Så ja, vi skider højt og flot på
individet og manglen på ordentlig take-away,
og kaster os ud i det som familie, først og fremmest.
Så må vi skiftes til at gribe den, der kommer for tæt på
klintekanten. Det her bliver vores nye hjem på Møn om en uges tid.
Det skal nok blive interessant…
Leave a Comment