Første date. Måske..

Jeg har mødt en anden. En anden blog­ger. Det kal­der vi os selv i blog­ger­kred­se (de fin­des) men ellers vist ikke så meget. Hun hed­der Maria, og har Maskin­rum­met, der har været på min læse­li­ste læn­ge inden jeg selv begynd­te at ævle her­in­de. Hun har sådan en stil­le, præ­cis og stem­nings­mæt­tet tone, der til­fø­rer sære­gen poesi til de bid­s­ke møg­fald, hun ofte føler trang til at udde­le. Andre gan­ge er hun bare noget så fin, som f.eks. her.

Vi har kom­men­te­ret på diver­se hos hin­an­den, og plud­se­lig skrev hun mig en mail. Det blev til en læn­ge­re kor­re­spon­dan­ce, der cemen­te­re­de det i for­vej­en gode ind­tryk jeg hav­de af hen­de. Hun var sådan een, der altid var fuld af sprø­de ord. Jeg var lidt mis­un­de­lig, men glad for at lære hen­de at ken­de, omend kun på skrift.

Så beslut­te­de vi at mødes. Jeg hav­de ondt i maven hele dagen, og var tem­me­lig over­be­vist om, at hun vil­le synes jeg var død­ke­de­lig i vir­ke­lig­he­den. Hun send­te mig et bil­le­de af sig selv og sit mobilnum­mer på ægte date-maner. Jeg send­te kun mit mobilnum­mer. Skif­te­de tøj to gan­ge og kom for sent pga. en hårkri­se. Hvad nu hvis hun bare hader piger med pan­de­hår? God start.

Mær­ke­ligt nok lig­ne­de hun slet ikke det, jeg hav­de fore­stil­let mig, og det gjor­de mig end­nu mere nervøs for, hvad hun mon reg­ne­de med at skul­le hol­de ud at se på. Det føl­tes som en date. Det var det alt­så ikke.

Vi kaste­de hip­ster­net­tet på Vester­bro, og hale­de mas­siv bur­ger og rige­li­ge mæng­der Kro­nen­bourg ind, og tak til øllen. Jeg hav­de talt alt for meget, og hun så lidt over­væl­det ud, men med grovfrit­ter og hum­le viste det sig at være reel inter­es­se. Hun var ikke ban­ge for hver­ken spørgs­mål eller svar, og for­tal­te med stor ærlig­hed om umu­li­ge for­æl­dre, sære børn og min­dre­værds­kom­plek­ser. Jeg gjor­de det sam­me, og opda­ge­de at vi var gan­ske for­skel­li­ge, hav­de helt for­skel­li­ge liv, men at jeg for­stod og beun­dre­de hen­de uden for­be­hold eller anstren­gel­ser, og ikke var nervøs læn­ge­re. Hun var præ­cis så poli­tisk ukor­rekt og upi­get, som jeg hav­de håbet, og fav­ne­de mit mær­ke­li­ge liv og de alt for man­ge ord med stor humor og end­nu fle­re ord. Hvor er det dog en stor ting at møde nye men­ne­sker, som man helt grund­læg­gen­de vir­ke­lig godt kan lide. Stør­re end­da, når det lader til at være gen­si­digt, og man der­for drop­per pan­de­hår­s­pa­ra­noia og grov­cen­su­re­ring af den ene­ste sand­hed man har.

Vi blev smidt på por­ten, og gik på jagt efter mere øl. Hun kan vir­ke­lig drik­ke øl, det må man give hen­de. Der, mel­lem pin­li­ge histo­ri­er om kik­se­de scor­in­ger og hver­da­gens irra­tio­na­ler, faldt emnet på den sto­re uret­fær­dig­hed, det selvsagt var og er, at jeg end­nu ikke var ble­vet ned­lagt af den helt rig­ti­ge mand. Det har hun valgt at tage hånd om her. Jeg bli­ver sim­pelt­hen pim­pet ud til de for­hå­bent­lig man­ge mand­li­ge læse­re, der lige står og mang­ler een som mig. Det er jeg ikke for god til, så kom bare an, I søde, kom­pli­ce­re­de sing­le­væ­se­ner. Man kan aldrig få nok af inter­es­san­te før­ste møder; så meget ved jeg i hvert fald.