Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nød­ven­dig­vis sten­død, men alli­ge­vel så til­pas tung at dan­se med, at Jr. ikke gider syn­ge til ham læn­ge­re. Han strej­ker. Jeg har gjort behø­rigt mod­stand, mens jeg dan­se­de stil­le inde­ni, men Jr.s ene­ste rig­ti­ge ønske er gode kam­me­ra­ter, og det var var der ikke nok soci­alt til i det lil­le kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok.

Sig god­dag til den mod­sat­te grøft; vi har været til hånd­bold. Jep, den der anden natio­nalsport, hvor de insi­ste­rer på at spil­le øre­dø­ven­de dan­ce, hver gang nogen sco­rer. Det sker ret tit. Gud er næp­pe begej­stret for mæng­den af bas, ban­de­ord og lun­ken toast i hånd­bol­dre­gi, og jeg må selv gøre mig geval­digt uma­ge for at for­dom­me­ne ikke bis­ser helt ud af kontrol.

Det er jo bare ikke nogen sær­ligt ynde­fuld sport. Hur­tig og tek­nisk impo­ne­ren­de, beva­res, men der er alt­så ikke sam­me skøn­hed over kon­stant spjæt­ten­de mænd på lake­re­de gul­ve, som i en gli­den­de tack­ling på grønsværen.

Der­til, ja nær­mest alt­over­skyg­gen­de, er hal­ler ful­de af larm. Sær­ligt den der tics-frem­kal­den­de knir­ke­lyd fra sko­e­ne, der skri­ger af neg­le på tav­le og cafe­te­ria-frit­ter. Den er vand i for­hold til lyden af klap­pe­pap­pet. Smag lige på det ord en gang; man ved at det bli­ver grimt, og hel­li­ge søhe­st, der er min­sand­ten gået megen inde­brændt og vir­ke­lig vred­la­den ener­gi til at opfin­de den lil­le geni­streg! Et linje­ret styk­ke pap med sponsor­re­k­la­mer, der kan fol­des til en vif­te. En vif­te fra hel­ve­de. Den ban­ker man, med fre­ne­tisk ener­gi ned i hån­den, nær­me­ste bænk eller til­sku­er, og lyden, der der­med kre­e­res, er noget nær det høje­ste og mest aggres­si­ve nogen­sin­de. Det slår mig ikke som nogen frem­ra­gen­de ide, at frem­brin­ge den slags i små, luk­ke­de, aku­stisk udfor­dre­de rum, men det gør man når der er kamp. Det bli­ver ikke nemt at elske.

Elske det må man nu alli­ge­vel, når først øre­prop­per­ne er grun­digt skru­et i, for der er hal­le­lujah-frit og kaf­fe i fla­m­ingokop­per på side­linj­en, hvor for­æl­dre­ne hæn­ger ud. Og så er det vist bare det man gør, når man er sådan en slags entu­si­a­stisk for­æl­der, når Jr. har fun­det noget han ger­ne vil, og ingen er døde eller blø­der. Op med pap­pet; und­skyld Gud.