Lålålålålålållålåååå.

Så så vi fod­bold. Det gør vi altid, når der er land­skamp. Også når det går dår­ligt. Og når det går rig­tig, pis­se møg­dår­ligt. Og der var den tra­di­tio­nel­le menu af udvalg­te tuber, rå og fint til­be­red­te løg, form­pres­se­de kar­to­f­ler og det aller­fi­ne­ste svi­ne­kød i far­ve­ri­ge frak­ker. Sådan gør vi altid.

Vi sid­der gan­ske pænt i sofa­en, vi er jo fra et pænt hjem, lige ind­til nogen kom­mer for tæt på et mål. Så står vi op. Vi taler sag­te og kon­trol­le­ret, ind­til et par hand­sker kom­mer i vej­ret og Mor­ten Olsens læber for­svin­der per­ma­nent. Så råber vi. Det bli­ver vi så ved med i ca. halvan­den time. Min søster mister som regel stem­men og får meget røde kin­der. Da vi vandt (!!!) fyre­de vi en bord­bom­be af. Smag­fuldt. Der var vir­ke­lig meget kon­fet­ti i, der nu bor overalt i lejligheden.

Vi hol­der ikke med- eller føl­ger nogen klub­ber. Over­ho­ve­det (selv­om FCK selvsagt bør slå alle de andre). Det dre­jer sig kun om lands­hol­det, og har været sådan så læn­ge jeg kan huske. Vi glæ­der os i lang tid op til, og er gan­ske udmat­te­de bag­ef­ter. Søster fik nyt job for en uge siden, og bad som det før­ste om fri på dage­ne for DKs EM-kam­pe. Det er jo vigtigt.

Nog­le gan­ge kom­mer der andre og del­ta­ger. De bli­ver lidt for­skræk­ke­de, hvis de ikke har set tabernak­let før. Når det er over­stå­et bli­ver jeg også selv lidt for­skræk­ket. Vi har åben­bart en ordent­lig ves­tegns-klep­pert med fril­ufts but­tcra­ck og inter­es­sant sprog inde­ni, og han kan råbe vir­ke­lig højt, buhe når tøser­ne fil­mer på banen, og har svært ved at se en frem­tid for klo­den, når mod­stan­de­ren sco­rer. Han hed­der nok Dion. Jeg ved vir­ke­lig ikke hvor­dan man kan være en pige, når Dion er sådan en ufin brø­lea­be. Men det er jeg alt­så. Jeg svær­ger! I hvert fald frem til på onsdag.