Morgenhår og nordmænd.
Vi har haft besøg af et enormt kamera idag. Der sad en mand fast på det, og denne blev dirigeret rundt af en lille, forfærdeligt rar nordmand. Det var sidste ud af ca. en million lignende besøg, der som regel har fundet sted klokken 6 om morgenen. 6 er IKKE min yndlingstid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barnlig forventning om dagens mirakler, førend mange kopper kaffe og noget introvert rokken frem og tilbage senere.
Nåmen de plejer at komme her, fordi de ved at lave en dokumentar om min søn og hans klasse. Han går i en lille “specialklasse” (det lyder som noget, der indebærer omfattende brug af hjelm) med kun otte børn. De er mestendels børn med ADHD-diagnoser, og den her klasse er et lille mirakel af specialpædagogisk innovation, overskud og fremragende resultater. Det sidste år har vi alle været del af et eksperiment, med fokus på sammenhængen mellem kropslig og mental balance *HOST*, og det er i denne forbindelse at nordmanden har indtaget fast plads i vor dagligdag. Med fokus på tre børn, deriblandt Jr., er ALT blevet filmet, hvilket har været en øhmm..udfordring.
Når man ser megabollet ud, uden at have haft den egentlige fornøjelse af looket, er det virkelig svært at slå dørene op til det pandemonium, det nu en gang er, at få børn, havregryn og mascara klar klokken hø om morgenen. Man vil jo heller ikke ret gerne være reklamesøjle for “kronisk ustruktureret alenemor med anderledes unge”-fordommene, så prøver at gå til opgaven med et vist overskud, samt lovninger til Jr. om flødestrut og Legoland, hvis bare han ikke opfører sig alt for crazy. Det virker så ikke, kan jeg godt afsløre med det samme.
Når I ser mig i fjerneren ved juletid, bør I derfor have dette in mente: Det var virkelig fucking tidligt, ok!!! Ligeledes var det intimiderende, angstprovokerende og ikke særlig naturligt. Jr. er selvsagt vidunderlig, fingers crossed, men jeg vil tro det ellers er en lang serie trodsige optrin, garneret med en del skrig og skrål, interessante bandeord og pædagogisk fallit. Fra vores lille, rodede hjem, hvor det helt lavpraktisk faktisk er svært at manøvrere rundt med kamera og lys, til hele Danmark. Det bliver alletiders!
12 Comments
Jeppe Morgenthaler (@morgenthaler)
Det vil jeg glæde mig til at se! Og naturligvis også til at mobbe dig helt uretfærdig hvis håret ikke sidder perfekt og lejligheden ikke ligner et fortabt afsnit af ‘Arkitektens Hjem’, det er klart.
Sofie
Det siger sig selv.
kaffeogt
Jamen jeg glæder mig da i vildskab til at sidde i sofaen, omgivet af nullerbørger, legetøj og skrigende unger mens jeg selvfedt læner mig tilbage og dømmer dig for dit morgenrod og morgenhår. Det er klart. det er reality, når det er bedst. Uden selvindsigt og grimme spejle 🙂
(Er sikker på det er et dejligt, naturligt og hjertevarmt billede af mor og søn der toner frem på skærmen!!!)
Sofie
Jeg er splittet mellem de to scenarier. :-/
kaffeogt
Jeg lover, jeg ikke dømmer! Bliver nærmere lettet over ikke at være alene om at leve i almindeligt rod og kaos!! Ku’ god gå hen og blive skuffet, hvis det er for pænt. 😉
Sofie
Det er der i hvert fald ingen risiko for.
Jacob Christensen
Tilbage i 1980’erne lavede DR en dokumentar om en af mine kusiner og hendes genoptræning efter en trafikulykke (hjerneskade efter at hun blev kørt ned af en spritbillist). Journalisten var meget — meget! — grundig og meget — meget!! — langsom, så efterhånden var min tante og morbror ved at gå ud af deres gode skind. Men som jeg mindes det, blev programmet nu udmærket.
Fruen i Midten
Eh he he, det vil jeg glæde mig til at se 🙂
Har læst lidt tilbage — skøn blog du har. Du bliver fast inventar på læselisten!
Sofie
Tusinde tak, det er djævlens pænt af dig! 🙂
Shm
Vil glæde mig til at se dig — er sikker på at jr er skøn, og knaldehår klæder dig!
Sofie
Har talt med instruktøren, der vist har klippet det værste knaldehår ud. Så er der kun skrig og skrål tilbage. Action!
Pingback: