Recent Posts

Sport.

Der er sport i mine nyhe­der. Hele tiden. Det har varet læn­ge. Der rases og brok­kes, him­les og gok­kes. Jeg for­står det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cyk­le op af et bjerg i noget, der lig­ner en måned. Det skal gå ski­de­hur­tigt, i hvert fald hur­ti­ge­re end sid­ste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pas­ta, broc­co­li og sponsor­vand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skøn­hed og inte­gri­tet, men kun hvis det er bed­re end sidst og ikke rig­tig muligt. Sæt i gang! Læs hele ind­læg­get

Hvis nu..

..jeg var sådan.. en anden slags men­ne­ske, vil­le jeg:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.
  • Læs hele ind­læg­get

    Fødselsdag.

    Da jeg blev 30, tog jeg ud at spi­se med min fami­lie. Min far hav­de et flag i hån­den, så tje­ne­ren spurg­te hvem og hvor man­ge år dagen dre­je­de sig om. Jeg ind­vie­de ham i detal­jer­ne, hvor­ef­ter han så med­li­den­de på mig, og sag­de: “Av!!”. Inde­ed.

    I tirs­dags blev jeg så 35. Slut med star­ten af tre­di­ver­ne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæ­le ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg hav­de egent­lig hel­ler ikke dvælet som sådan, før­end i dage­ne op til, hvor det plud­se­lig begynd­te at svi­de en smu­le. “Av” run­ge­de i mit hoved, og jeg trø­ste­de mig med, at jeg sta­dig var sød og rar, at en mand til­med var enig deri, samt at min søster snart bli­ver 40, hvil­ket, trods alt, må gøre en ken­de mere nas. Det var­me­de jeg mig ved, på en sød og rar måde. Læs hele ind­læg­get

    Børnehader

    Det sid­ste styk­ke tid er jeg fle­re gan­ge løbet ind i gravi­de, nybag­te for­æl­dre eller folk, der prø­ver på at få et barn. Baby­er­ne er søde, maver­ne og de håbe­ful­de lige­så. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgs­mål og hin­ts om en evt. toer i min afkoms-por­te­føl­je, og når jeg hur­tigt siger:“Ellers tak!”, bli­ver der helt stil­le, og luf­ten fyl­des af let men hånd­gri­be­lig undren. Den undren går beg­ge veje. Læs hele ind­læg­get

    Gamle grønne.

    Jeg har end­nu intet at sige om nytårs­fort­sæt og den slags uto­pi­er, da jeg sta­dig kom­mer mig, men har ondt af en plan­te. Bær over med mig.

    I min stue står et jule­træ. Det bur­de det vist ikke. Alle andre spor af den for­gang­ne høj­tid er ble­vet fjer­net, men træ­et bor der sta­dig. Der sker jo det med jule­træ­er, at de ankom­mer i et net­kon­dom, der gør dem smal­le og lækre, men når den ugelan­ge festi­vi­tas er over­stå­et, har de fol­det kor­n­fed væl­de ud; er ble­vet mage­li­ge og omfangs­ri­ge. Jeg ved ikke helt hvor­dan jeg skal kom­me af med det, for det er vir­ke­lig ble­vet meget mere rotund i det, tungt at dan­se med. En slags instal­la­tion. Julen er ond på den front. Læs hele ind­læg­get

    Arbejdslejr, nu med kage.

    Decem­ber. Hyg­ge på lager, dvs. i omtrent hund­re­de kas­ser i kæl­de­ren. Hvert år bli­ver jeg først lidt træt ved tan­ken, så begyn­der jeg at glæ­de mig helt enormt, og så nær­mer min krans­pulsåre og indre charme/harme sig kri­tisk mas­se, hvor­ef­ter jeg træn­ger til en vikar. Ger­ne en vok­sen af slagsen. Glem­mer det selvsagt resten af året, og bli­ver der­for, som en guld­fisk, dybt rystet hvert ene­ste år. Læs hele ind­læg­get

    Spøgelser.

    Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller min­dre kon­stant i mit hoved, hvor der her­sker nye spæn­den­de neu­ro­ser. Ham med uret er sta­dig inden­for sofaræk­ke­vid­de, og sofa­en ryk­ket nær­me­re. Det er godt. Vir­ke­lig godt. Hvis alt­så vi ku være lidt ale­ne i ny og næ.

    Jr. er her, hvil­ket der egent­lig kom­mer for­bav­sen­de få kon­tro­ver­ser ud af, men der­u­d­over er hyt­ten kon­stant pro­p­fuld af eksorcis­me­kræ­ven­de bæster, der ras­ler med kæder og tuder ører­ne ful­de af irra­tio­nel­le kom­plek­ser. Træls væs­ner, der ikke nød­ven­dig­vis altid har været sådan, men som, i deres ex-egen­skab, er ble­vet vir­ke­lig anstren­gen­de typer. Mine spø­ger i hal­ler­ne med opmun­tren­de kom­men­ta­rer a la: Læs hele ind­læg­get

    Guds liste

    Om tors­da­gen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stir­rer på min tele­fon i skær­sil­den ven­te­rum­met. Så vi var alt­så i kir­ke. Den der høje byg­ning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syn­gen­de børn, som Jr. gjal­der med, skul­le syn­ge nyligt indø­vet mate­ri­a­le til en såkaldt pas­tag­ud­stje­ne­ste. Kir­ken er der­for mesten­dels fyldt op af bør­ne­nes fami­li­er, der tager bil­le­der og glæ­der sig til den gra­tis mad, der føl­ger efter, men nok om det. Læs hele ind­læg­get


    %d bloggers like this: