-
Gud bruger ikke klappepap
Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele indlægget Advertisements
-
Pik-tv og det løse.
Danmark eksploderede igår, da Thomas Blachman og Jan Sonnergaard, med flakkende blikke, dissekerede kvindekroppen på DR2. Jeg så det også. Sprang med hovedet først i hypefælden, og nærlæste Twitter i en halv time, hvorefter det ligesom havde udspillet sig selv. Status på Blachmans hjemløse, skosede lem forbliver uændret, og så er den vist ikke længere. Det virkede, som det skulle. Hidse op og hidse ned, pikken op og fissen ned. Måske var det omvendt. Glimrende. Læs hele indlægget
-
Sport.
Der er sport i mine nyheder. Hele tiden. Det har varet længe. Der rases og brokkes, himles og gokkes. Jeg forstår det ikke helt, men det var vist først noget med.. Du skal cykle op af et bjerg i noget, der ligner en måned. Det skal gå skidehurtigt, i hvert fald hurtigere end sidste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pasta, broccoli og sponsorvand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skønhed og integritet, men kun hvis det er bedre end sidst og ikke rigtig muligt. Sæt i gang! Læs hele indlægget
-
Hvis nu..
..jeg var sådan.. en anden slags menneske, ville jeg: Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver. Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen når man rækker opad, løfter en til formålet specialdesignet pose, lader som om man slår og får danset en dans. Dem er der mange af, og de giver i hvert fald fornyet energi. Når man er færdig med at kaste op. Opkast er del af processen. Spare op. Det…
-
Fødselsdag.
Da jeg blev 30, tog jeg ud at spise med min familie. Min far havde et flag i hånden, så tjeneren spurgte hvem og hvor mange år dagen drejede sig om. Jeg indviede ham i detaljerne, hvorefter han så medlidende på mig, og sagde: “Av!!”. Indeed. I tirsdags blev jeg så 35. Slut med starten af trediverne, nu er jeg halvvejs til 70. Det bør man ikke dvæle ved, det er jo bare et tal og bla. bla bla. Jeg havde egentlig heller ikke dvælet som sådan, førend i dagene op til, hvor det pludselig begyndte at svide en smule. “Av” rungede i mit hoved, og jeg trøstede mig med,…
-
Børnehader
Det sidste stykke tid er jeg flere gange løbet ind i gravide, nybagte forældre eller folk, der prøver på at få et barn. Babyerne er søde, maverne og de håbefulde ligeså. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgsmål og hints om en evt. toer i min afkoms-portefølje, og når jeg hurtigt siger:“Ellers tak!”, bliver der helt stille, og luften fyldes af let men håndgribelig undren. Den undren går begge veje. Læs hele indlægget
-
Gamle grønne.
Jeg har endnu intet at sige om nytårsfortsæt og den slags utopier, da jeg stadig kommer mig, men har ondt af en plante. Bær over med mig. I min stue står et juletræ. Det burde det vist ikke. Alle andre spor af den forgangne højtid er blevet fjernet, men træet bor der stadig. Der sker jo det med juletræer, at de ankommer i et netkondom, der gør dem smalle og lækre, men når den ugelange festivitas er overstået, har de foldet kornfed vælde ud; er blevet magelige og omfangsrige. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme af med det, for det er virkelig blevet meget mere rotund i det, tungt…
-
Arbejdslejr, nu med kage.
December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år. Læs hele indlægget