Recent Posts

Det skal jeg nå.

Fjor­ten dage i som­mer­hus. Mas­ser af sol, lidt regn og en lang liste af prak­ti­ske gris opga­ver, der nu engang føl­ger med, når huset er lavet af træ og er hund­re­de år gam­melt. Der­til en end­nu læn­ge­re men­tal liste. En indre oprems­ning af alt det, man lige kan nus­se lidt med. Vej­en til det der kva­li­tet­s­tid og den indre ro: Læs hele ind­læg­get

Fedt.

Her kom­mer lige lidt opkast fra provin­sen.

Vi er på Møn, hvor idyl­len jo er tom­me­tyk det meste af tiden. Vi hyg­ger os, gør vi! Hver tirs­dag bis­ser Møn­bo­er­ne i fuld gal­op mod køb­sta­den Ste­ge, hvor græs­nings­a­rea­er­ne er pak­ket fuld af hop­pe­bor­ge, hon­ning­ud­salg, mikro­bryg­get øl og pøl­ser af hjem­me­tril­le­de øko­kø­er. Der dan­ses squa­re­dan­ce, hund­re­der af pen­sio­ni­ster skrå­ler med på Him­m­l­hund­en, og det er i det hele taget en ret så stor mund­fuld for enhver afmå­lt Køben­hav­ner. Vi kan li’ det. På den der let for­døm­men­de facon, natur­lig­vis. Læs hele ind­læg­get

De vigtige ting

Jeg var til et sel­skab. Nog­le af de bed­ste men­ne­sker jeg ken­der. God mad, alko­hol og højlyd­te ana­ly­ser af Mad Men, Bre­aking Bad og Bri­an May. De vig­ti­ge ting. Sådan en sam­ling men­ne­sker, der gør een rolig og over­gea­ret på een og sam­me tid. Det er så rart.

Jeg var den ene­ste, der hav­de barn med, ja den ene­ste, der hav­de lavet et, og det gjor­de mig mær­ke­ligt nervøs. Opfø­rer han sig nu ordent­ligt? Kan alle lide ham, og hvor meget eller lidt må han fyl­de? De vig­ti­ge ting. Jeg tog mig selv i at hol­de kon­stant øje, som var han en und­slup­pen chim­pan­se i fare­tru­en­de nær­hed af uvur­der­ligt krystal. Han gjor­de intet, der bare min­de­de om pri­mat-opfør­sel, men gebær­de­de sig, som en helt almin­de­lig syvårig, der synes voks­ne er lidt kede­li­ge, men som også er stolt af at være med. Han smag­te på det meste, fik mas­siv chi­li­over­do­sis, og bad der­på for­sig­tigt om en rug­brøds­mad. Læs hele ind­læg­get

Det er vores plet, kast ikke op.

Jeg sid­der i fami­li­ens som­mer­hus på Møn. Her har jeg været tusin­de gan­ge før. Det er altid det sam­me med mini­ma­le vari­a­tio­ner, et fak­tum jeg hade­de som tee­na­ger, men som nu er værds­at i en anden grad. I det mind­ste ind­til Jr.s hoved eks­plo­de­rer af kedsom­hed, og man må spæn­de lege­hjel­men geval­digt. Der­for opfandt Gud kage,brætspil og Nin­ten­do. Tak. Læs hele ind­læg­get

Rundstykke!

For­ri­ge ind­læg for­svandt, pga. helt elen­digt sig­nal i som­mer­hu­set, da jeg skul­le uplo­a­de. Den har hel­ler ikke gemt klad­den. Arbej­der på sagen, men går lige ud og bider i noget først. 🙁

Første date. Måske..

Jeg har mødt en anden. En anden blog­ger. Det kal­der vi os selv i blog­ger­kred­se (de fin­des) men ellers vist ikke så meget. Hun hed­der Maria, og har Maskin­rum­met, der har været på min læse­li­ste læn­ge inden jeg selv begynd­te at ævle her­in­de. Hun har sådan en stil­le, præ­cis og stem­nings­mæt­tet tone, der til­fø­rer sære­gen poesi til de bid­s­ke møg­fald, hun ofte føler trang til at udde­le. Andre gan­ge er hun bare noget så fin, som f.eks. her. Læs hele ind­læg­get

Drømmemand.

For­le­den drøm­te jeg, at Niko­laj Son­ne hav­de læst mit ind­læg om nær­ved-og-næsten-festen , og i sin uen­de­li­ge vis­dom og enor­me kær­lig­hed til lige net­op min slags hav­de sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et mas­sivt lager af fryns til den slags anled­nin­ger, og kun­ne dår­ligt fin­de en mere tak­nem­me­lig og char­me­ren­de mod­ta­ger. Der var et fint lil­le kort med. Ikke noget skum­melt, for vi ken­der jo ikke hin­an­den så godt end­nu, og det er vig­tigt ikke at være for anmas­sen­de, men betænk­somt og under­spil­let. Jeg græd lidt. Også da jeg våg­ne­de, eller i de 30 sekun­der det tager ens hjer­ne at accep­te­re kon­cep­tet “vågen”, mens man sta­dig har lov at hol­de fast i en anden, kom­pli­ce­ret men vidun­der­ligt uskarp, vir­ke­lig­hed. Læs hele ind­læg­get

Konstigt.

Det her er ikke et ind­læg. Jeg er her fak­tisk ikke. Vil blot dele nog­le sære små­ting fra min uge i Sve­ri­ge.

 I sve­ri­ge er der langt til alt, især til under­hold­nin­gen. Der­for har de…Bil­bingo. Jo jo. Man sid­der i tre timer (!), blandt 200 dybt foku­se­re­de sven­ske­re på en mark. Per­ma­nent ophold i sin bil, der jo hel­dig­vis er en ind­født Saab, så det ikke bli­ver alt for mær­ke­ligt, hvor man lyt­ter til en lun ældre her­re, der over sta­dionhøjt­ta­le­re siger tal i meget roligt tem­po. Man dyt­ter, når man har bingo. Overalt lurer stil­le panik. Der sku­les og kryd­ses af, drik­kes kaf­fe fra ther­mokan­de.

Lun fæt­ter i højt­ta­ler: Var det fel­tut­ning? Har vi feltutning?Tutta igj­en, om du har bingo!

Det er noget af det sære­ste. Vi har gjort det to gan­ge.

Hvis man kører en times tid, for at fin­de mere bør­ne­eg­net under­hold­ning, kom­mer man til Halmstad, hvor de har et lil­le tivo­li. Et dej­ligt sted med fine for­ly­stel­ser og vand­land. I det lim­bo mel­lem land og vand, for­ly­stel­se og hyg­ge fin­des ver­dens nok langs­om­ste bal­je­ba­ne. Man kun­ne ikke så meget andet end at tage sig en lur eller gøre oprør. Ste­det men­te måske der­for, at man kun­ne bli­ve fri­stet til at ty til ekstre­mer, og fra­bad sig spora­disk hei­len. Fair nok. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: