Recent Posts

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sverige. I en hel uge. Der var ingen palmer, og solen skinnede kun cirka halvdelen af tiden, men det gælder stadig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gammel veninde, hendes kæreste og deres 9 måneder gamle dreng. Knæhøj idyl med langbord og lysedyge. Virkelig mange lyseduge. Broderede børn (I ved hvad jeg mener), ditto lamper og masser af lyst træ. Grimt og vidunderligt på samme tid. Læs hele indlægget

Pakkehjælp, please!

Idag er jeg officielt gået på ferie. I en stor uges tid, i hvert fald. Vi skal til Sverige, hvor det ikke just lader til at vejret er vidunderligt i disse dage, men hvor der er sø, båd, badebro og masser af det der natur. Godt med vin, bøf og kage oveni, og så kan det ikke gå galt.

Det gør det nu alligevel ret tit, for sagen er den, at jeg ALTID glemmer noget vigtigt. Så bør man skrive lister, ville en klog sige, og det gør jeg skam også, men det er listerne selv, der er mangelfulde. Hvis vi skulle til Paris eller en anden, butiksmættet storby, ville det blot være et spørgsmål om at købe det glemte i en ruf. Men nu skal vi altså til en komplet menneskeforladt plet langt ude i skoven, og det er LANGT i Sverige, hvor det hurtigt kan blive træls at have glemt noget essentielt. Læs hele indlægget

Piger

Hver morgen, når jeg afleverer Jr. i skole, og slæber min uoplagte krop op til 3. sal, går jeg forbi en lille gruppe 13-14 årige monstre piger. De bor åbenbart på den trappeafsats, hvorfra de har optimalt overblik over de hober af Jeva-lam, der myldrer uskyldigt op og ned. De her piger er helt almindelige, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgalskab, men i netop den tilstand er de fulde af hemmeligheder og fordømmelse. En form for ekskluderende, konstant hviskende ophøjethed, som jeg vagt husker men alligevel ikke helt forstår. Den gør mig meget utryg. Læs hele indlægget

Narrefest.

Nåmen så skulle jeg til fest. Eller det skulle jeg egentlig ikke, for der var sløje udsigter til pasning af afkommet, men jeg ville gerne. Altså sådan rigtig gerne. Det var nemlig sådan en rigtig fest, hos een jeg ser alt for lidt, med voksne, nye mennesker, fancy lejlighed ved vandet, og ikke mindst Nikolaj Sonne, der næppe ville værdige mig et blik, når nu jeg er sådan en sløj type, der ikke har råd til en iPad, men som jeg alligvel virkelig gerne ville bage lidt på. Nåmen det skulle jeg jo ikke, så hul i det. Jeg ville sikkert heller ikke ane hvad jeg skulle sige, og kvaje mig gebommerligt. Hvem har også brug for den slags. Læs hele indlægget

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kamera idag. Der sad en mand fast på det, og denne blev dirigeret rundt af en lille, forfærdeligt rar nordmand. Det var sidste ud af ca. en million lignende besøg, der som regel har fundet sted klokken 6 om morgenen. 6 er IKKE min yndlingstid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barnlig forventning om dagens mirakler, førend mange kopper kaffe og noget introvert rokken frem og tilbage senere. Læs hele indlægget

Lålålålålålållålåååå.

Så så vi fodbold. Det gør vi altid, når der er landskamp. Også når det går dårligt. Og når det går rigtig, pisse møgdårligt. Og der var den traditionelle menu af udvalgte tuber, rå og fint tilberedte løg, formpressede kartofler og det allerfineste svinekød i farverige frakker. Sådan gør vi altid. Læs hele indlægget

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et interessant brev fra Jr.s skole igår. Den årlige helbredsundersøgelse, der foretages af skolesundhedsplejersken og en børnelæge, var nået frem til det noget overraskende resultat, at min søn er overvægtig. Var det fordi lægen havde undersøgt hans generelle sundhedstilstand? Nej. Det var fordi hans vægt lå 1-3 kilo over normalkurven i det skema, som lægen, med sin åbenlyse faglighed, kun kunne dømme ud fra. Den professionelle konklusion udløste et større kompendium om smørs ikke-slankende virkning, vigtigheden af grøntsager, at slik ikke er hverdagskost og andre åbenbaringer. Jeg stirrede noget vantro på papirerne. Læs hele indlægget

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg forleden. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryggende ved at have sygt barn hjemme. Lige bortset fra at det er røvbelastende, og man absolut intet når eller kan, så er det også dejlig simpelt og nært. Du har feber, vil kun have drikkeyoghurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kvaje mig alt for meget. Det bringer minder fra da han var baby, og bare skulle holdes tryg og i live. Ingen mobning, ingen bordmanerer, ikke så meget pis. Læs hele indlægget


%d bloggers like this: