Recent Posts

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sve­ri­ge. I en hel uge. Der var ingen pal­mer, og solen skin­ne­de kun cir­ka halv­de­len af tiden, men det gæl­der sta­dig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gam­mel venin­de, hen­des kære­ste og deres 9 måne­der gam­le dreng. Knæhøj idyl med lang­bord og lyse­dy­ge. Vir­ke­lig man­ge lyse­du­ge. Bro­de­re­de børn (I ved hvad jeg mener), dit­to lam­per og mas­ser af lyst træ. Grimt og vidun­der­ligt på sam­me tid. Læs hele ind­læg­get

Pakkehjælp, please!

Idag er jeg offi­ci­elt gået på ferie. I en stor uges tid, i hvert fald. Vi skal til Sve­ri­ge, hvor det ikke just lader til at vej­ret er vidun­der­ligt i dis­se dage, men hvor der er sø, båd, bade­bro og mas­ser af det der natur. Godt med vin, bøf og kage oveni, og så kan det ikke gå galt.

Det gør det nu alli­ge­vel ret tit, for sagen er den, at jeg ALTID glem­mer noget vig­tigt. Så bør man skri­ve lister, vil­le en klog sige, og det gør jeg skam også, men det er lister­ne selv, der er man­gel­ful­de. Hvis vi skul­le til Paris eller en anden, butiks­mæt­tet stor­by, vil­le det blot være et spørgs­mål om at købe det glem­te i en ruf. Men nu skal vi alt­så til en kom­plet men­ne­ske­for­ladt plet langt ude i sko­ven, og det er LANGT i Sve­ri­ge, hvor det hur­tigt kan bli­ve træls at have glemt noget essen­ti­elt. Læs hele ind­læg­get

Piger

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg. Læs hele ind­læg­get

Narrefest.

Nåmen så skul­le jeg til fest. Eller det skul­le jeg egent­lig ikke, for der var slø­je udsig­ter til pas­ning af afkom­met, men jeg vil­le ger­ne. Alt­så sådan rig­tig ger­ne. Det var nem­lig sådan en rig­tig fest, hos een jeg ser alt for lidt, med voks­ne, nye men­ne­sker, fan­cy lej­lig­hed ved van­det, og ikke mindst Niko­laj Son­ne, der næp­pe vil­le vær­di­ge mig et blik, når nu jeg er sådan en sløj type, der ikke har råd til en iPad, men som jeg allig­vel vir­ke­lig ger­ne vil­le bage lidt på. Nåmen det skul­le jeg jo ikke, så hul i det. Jeg vil­le sik­kert hel­ler ikke ane hvad jeg skul­le sige, og kva­je mig gebom­mer­ligt. Hvem har også brug for den slags. Læs hele ind­læg­get

Morgenhår og nordmænd.

Vi har haft besøg af et enormt kame­ra idag. Der sad en mand fast på det, og den­ne blev diri­ge­ret rundt af en lil­le, for­fær­de­ligt rar nord­mand. Det var sid­ste ud af ca. en mil­li­on lig­nen­de besøg, der som regel har fun­det sted klok­ken 6 om mor­ge­nen. 6 er IKKE min ynd­lings­tid på dagen. Jeg er ikke fuld af pep og barn­lig for­vent­ning om dagens mirak­ler, før­end man­ge kop­per kaf­fe og noget intro­vert rok­ken frem og til­ba­ge sene­re. Læs hele ind­læg­get

Lålålålålålållålåååå.

Så så vi fod­bold. Det gør vi altid, når der er land­skamp. Også når det går dår­ligt. Og når det går rig­tig, pis­se møg­dår­ligt. Og der var den tra­di­tio­nel­le menu af udvalg­te tuber, rå og fint til­be­red­te løg, form­pres­se­de kar­to­f­ler og det aller­fi­ne­ste svi­ne­kød i far­ve­ri­ge frak­ker. Sådan gør vi altid. Læs hele ind­læg­get

Fede tider. Tynde læger.

Jeg fik et inter­es­sant brev fra Jr.s sko­le igår. Den årli­ge hel­breds­un­der­sø­gel­se, der fore­ta­ges af sko­les­und­heds­ple­jer­sken og en bør­ne­læ­ge, var nået frem til det noget over­ra­sken­de resul­tat, at min søn er over­væg­tig. Var det for­di lægen hav­de under­søgt hans gene­rel­le sund­heds­til­stand? Nej. Det var for­di hans vægt lå 1–3 kilo over nor­mal­kur­ven i det ske­ma, som lægen, med sin åben­ly­se fag­lig­hed, kun kun­ne døm­me ud fra. Den pro­fes­sio­nel­le kon­klu­sion udlø­ste et stør­re kom­pen­di­um om smørs ikke-slan­ken­de virk­ning, vig­tig­he­den af grønt­sa­ger, at slik ikke er hver­dagskost og andre åben­ba­rin­ger. Jeg stir­re­de noget van­tro på papi­rer­ne. Læs hele ind­læg­get

Sygt barn/Sandheden om Kidd.

Jr. var syg for­le­den. Et par dage med høj feber, mors seng og alt fra Pixar. Der er noget sært betryg­gen­de ved at have sygt barn hjem­me. Lige bort­set fra at det er røv­be­la­sten­de, og man abso­lut intet når eller kan, så er det også dej­lig sim­pelt og nært. Du har feber, vil kun have drik­key­og­hurt og aes det meste af tiden. Tjek. Der kan jeg ikke kva­je mig alt for meget. Det brin­ger min­der fra da han var baby, og bare skul­le hol­des tryg og i live. Ingen mob­ning, ingen bord­ma­ne­rer, ikke så meget pis. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: