Recent Posts

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for sær­ligt udvalg­te. Når der en sjæl­den gang går en stak­kel i fæl­den, dem med gele­en på Riget  og min prak­ti­se­ren­de læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidst­nævn­te til­sku­er er nu kom­met på måske-listen.

Min for­ri­ge læge, som jeg har haft siden jeg flyt­te­de for et par år siden, hav­de en una­tur­ligt afslap­pet til­gang til vig­tig­he­den af patient-læge for­hol­det,  og man var der­for aldrig sik­ker på, om det vil­le være ham eller een af de to andre læger fra den fæl­les prak­sis, der vil­le tage imod een. Jeg var der­for ofte tvun­get til at skul­le gen­for­tæl­le alen­lan­ge, og ofte pin­li­ge eller pine­ful­de, syg­doms­hi­sto­ri­er til en ikke sær­ligt til­ste­de­væ­ren­de ny del­ta­ger, før­end dagens under­sø­gel­se kun­ne kom­me i gang. Det blev mil­dest talt noget træt­ten­de, og jeg var som regel godt vred­la­den inden jeg over­ho­ve­det ankom til kon­sul­ta­tio­nen. Der­for skif­te­de vi læge. Jeg valg­te een, der var tæt på, hav­de rige­lig erfa­ring, men som ikke var alt for affæl­dig, og var vir­ke­lig let­tet da det var gjort. Læs hele ind­læg­get

Drengebørn.

Jr har ven på besøg. Jeg sid­der der­for i køk­ke­net, mens kom­fu­ret bob­ler af de enor­me mæng­der foder, der inden læn­ge skal stop­pes i dem, for at de ikke fal­der om af overan­stren­gel­se. Jeg sid­der her og lyt­ter, og bry­der i nødstil­fæl­de ind, men kan ikke påstå at obser­va­tør-rol­len giver mig dybe­re ind­sigt i, hvad det hele går ud på. Hvor­for er dren­ge så mær­ke­li­ge? Læs hele ind­læg­get

Tumpe op.

Der er dage, hvor jeg ser mindst 6 måne­der yngre ud, har held til at kre­e­re vildt kre­a­tiv mad, hvor Juni­or selvsagt del­ta­ger smi­len­de i hele pro­ces­sen, og hvor jeg kun siger kæk­ke ting til stor glæ­de for mine omgi­vel­ser. Og så er der alle de andre dage.

Her er de nye­ste af sidst­nævn­te:

  • Da det her ske­te.. Nuff said!
  • Da jeg ankom til oven­nævn­te domæ­ne, på alle måder udt­rå­dt og uen­tu­si­a­stisk, hvor Juni­or jo syn­ger til/for/med (?) Gud, for der­på at bli­ve igno­re­ret og stil­tien­de hånet af godt ti for­æl­dre, der har beslut­tet at løbe sam­men hver gang, så de rig­tig kan få noget ud af tiden. En veri­ta­bel mur af sved­trans­por­te­ren­de mate­ri­a­ler, der betrag­te­de mig lidt med­li­den­de, mens de strak­te og bøje­de de blan­ke muskel­grup­per. Jeg stir­re­de indædt på min tele­fon, og tænk­te på steg, som man jo gør.
  • Da jeg, i et for­søg på at være hjælp­som og moder­lig, til­bød at vise Jr. nog­le tek­nik­ker til det olie­ma­le­ri, han var ved at begå, fik den­ne træt­te respons: “Det må du nok lade mig om. Sæt du dig bare lidt ned”.

Jeg skal lige tæn­ke lidt over, hvor jeg rig­tig har bril­le­ret… Læs hele ind­læg­get

Mors hammer.

Jeg har neg­le­mær­ker i hånd­fla­der­ne. De har været der en times tid,og ankom i sel­skab med hjer­te­ban­ken og damp ud af ører­ne. Blev sim­pelt­hen så edder­spændt rasen­de, at jeg end­nu er ret over­ra­sket over, at ingen kom til ska­de. At ingen børn kom til ska­de, vel at mær­ke.

Kort ver­sion: min søn bli­ver mob­bet af unger­ne i går­den. Lang ver­sion: min søn er en sær sta­rut, der taler sært, siger de mest ran­dom ting på jor­den, går lidt sært efter fle­re klump­fod­s­o­pe­ra­tio­ner og har gene­rel­le besvær­lig­he­der med at aflæ­se gængse soci­a­le koder i vis­se bør­ne­grup­per. Det har i lang tid været årsag til man­ge kon­tro­ver­ser blandt især den ret sam­men­tøm­re­de og lidt hår­de dren­ge­grup­pe. Til­ba­ge til den kor­te ver­sion, for det er uvæ­ger­ligt der vi ender. Han er et nemt offer, og er selvsagt også tit ski­deir­ri­te­ren­de, men insi­ste­rer alli­ge­vel på, med velvalg­te pau­ser, at prø­ve igen og igen. Han laver en slag­plan, husker sig selv på de vig­tig­ste reg­ler blandt dren­ge og børn i det hele taget, fin­der noget sjovt, som alle kan lege med, og begi­ver sig gang på gang der­ud med håbet om almin­de­li­ge, gode lege­op­le­vel­ser. Han er lavet af et stof, jeg ofte slet ikke for­står. Han kom­mer som regel græ­den­de til­ba­ge inden­for gan­ske kort tid. Mor kæm­per lidt. Læs hele ind­læg­get

Hallo i røret.

Jeg har nævnt det før, og tru­et med at ven­de til­ba­ge til det, det der med at være væn­net til hospi­ta­ler. På Riget skal man væn­ne sig til man­ge ting. Nog­le gan­ge flyt­ter de rundt på mine bryster og pyn­ter med gele, mens de andre gan­ge stik­ker mig ind i røret. Den hal­vår­li­ge MR scan­ning er, lige­som resten af regi­met, ikke noget vold­somt ind­greb,  men dog alli­ge­vel en røvir­ri­te­ren­de solo-øvel­se. Den kan jeg ikke slip­pe for, men kan da pla­ge andre med den.. Læs hele ind­læg­get

Der findes ikke dårligt vejr..

For­le­den var jeg til Justi­ce kon­cert. Hav­de lige inden været til Gud med Jr., så træng­te geval­digt til noget mere hedensk under­hold­ning, samt en fadøl af en ikke alt for beske­den stør­rel­se. Det var en helt igen­nem fan­ta­stisk kon­cert. Højt, fransk og bas-tungt. Laser­lys og knæklys. Lige hvad jeg træng­te til. Jeg lær­te der­til et par ting om mig selv og mine ven­ner: Læs hele ind­læg­get

Ikke stå der og heile!

Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sik­kert for­bi­gå­en­de, men jeg er glad. Rig­tig glad.

For­le­den tal­te jeg med en mand i arbejd­s­ø­je­med. Han var også glad. Vores møde gjor­de ham fak­tisk så glad, at han afslut­te­de med at hæve sin hånd­fla­de, som skul­le han til at aflæg­ge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen eds­voren del af sam­ar­bej­det, så jeg antog, at han enten var helt pjat­tet med Adolf, eller mere sand­syn­ligt invi­te­re­de til en såkaldt “high-five”. Det hav­de han ikke behø­vet. Læs hele ind­læg­get

Hulu bu luuu..

Jeg kune SLET ikke ken­de dig!! Det har jeg hørt fra to for­skel­li­ge. Sam­me aften, sam­me fest. Efter jeg var gået. Mænd er dum­me!

Hav­de det nu været light-ver­sio­nen, a la: “Hvor ser du ander­le­des ud, jeg kun­ne næsten ikke ken­de dig!”, så kun­ne man fri­stes til at tage det som et kom­pli­ment. Men nej. Der er her tale om to men­ne­sker, som jeg har mødt adskil­li­ge gan­ge. De er væl­dig søde, og vi har fle­re gan­ge mød­tes i let­te­re over­ris­let til­stand, men har dog ikke, i hvert fald ikke hver gang, været så ful­de, at de ikke kan for­ven­tes at vide, hvem jeg er. Der er til­med tale om en hel aften, hvor vi fle­re gan­ge rend­te ind i hin­an­den, hil­ste, skå­le­de og alt det der knas, mens de abso­lut ingen anel­se har haft, om hvem jeg var. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: