Hysteri

“Mor, er du i løbetid?”. Spørgsmålet løb ubesværet over Juniors læber en alt for tidlig morgen. Førend jeg refererer mere fra den vidunderligt opbyggelige samtale, bør det nok nævnes at han havde tilbragt weekenden i selskab med en hund. Der var også mennesker tilstede, men (hun)hunden efterlod åbenbart det største indtryk, da den weekenden igennem havde døjet med noget hysteri. Hysteri på den rigtig gammeldags hormon-facon, der i tidernes morgen drev medicinere til at opfinde- og praktisere vibrerende behandlingsmetoder; altså  kønsbetinget galskab forårsaget af manglende omgang med en ordentlig han(hund). Læs hele indlægget

Jeg er grøn og grøn over det hele.

Misundelse er en grim ting. Det skal man holde sig fra. Det er uværdigt, barnligt og aldeles ucharmerende. Noget så ukonstruktivt. Puuha, det er en sløj størrelse, det kan vi ikke lide, og det eksisterer primært som en lidt spøgefuld hypotese, at/hvis/når vi uforvarende planter foden i en dampende bunke af det. Undskyld mig mens jeg vasker mine tæer. Læs hele indlægget

Bag gardinet.

Forleden var jeg til halvårlig hjertekontrol på Riget. Det er absolut ikke nogen dramatisk eller voldsom omgang, men en kedsommelig og noget ensom serie af procedurer og bippende apparaturer, som jeg ikke glæder mig specielt til, men dog har vænnet mig til. At være vænnet til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svælge i en anden gang. Det, der slog mig i denne omgang, var tilgangen til- og omgangen med min krop, som sundhedspersonale nødvendigvis må benytte sig af, men som morfer mig om til noget, jeg ikke helt forstår. Læs hele indlægget

Mob venligst ikke mit lille lem!

Min juleferie var fuld af al det sædvanlige jazz. Mad nok til at give een dårlig samvittighed resten af året/livet, rødvin i nogenlunde samme mængder, gaver, barn med forventningsvanvid og kronisk duft af fedt og forbrugerisme. Alle smukke ingredienser, der blev kompliceret af en alt for hastig opstigning fra sofaen. Derfra kværnede min ellers anonyme lilletå med stor larm ind i hjulet på mit sofabord. Bande, bande, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige længere. Kort og skæv var den. Afsted på skadestuen, med anstrøg af skam fordi det jo var sådan en umandig skade at få. Røntgen, imponeret læge. Brækket to steder, på tværs OG på langs! Stor kanyle, brækkes (AV igen!) på plads. Jo jo, det skal sgu da gøres ordentligt. Læs hele indlægget

Goddag og farvel.

Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er også almindelig forundring, begejstring, idel lykke og sydende harme. Læs hele indlægget

%d bloggers like this: