• Junior,  Ting jeg ikke forstår

    At klappe med Gud.

    Idag har jeg været i kir­ke. Eller menig­heds­hus. Juni­or, der er en meget syn­gen­de type, vil­le ger­ne prø­ve at syn­ge i kir­kens bør­ne­kor, og da han (pga. ope­ra­tio­ner i fød­der­ne) altid har haft svært ved at fin­de en fri­tidsak­ti­vi­tet, opmun­tre­de jeg geval­digt. Så afte­nen stod på syn­gen­de børn, mum­len­de for­æl­dre, Lis med knold i nak­ken og meget højt regi­ster og Gui­tar-Her­man. Der­til rig­tig meget Gud. Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder

    Hysteri

    “Mor, er du i løbe­tid?”. Spørgs­må­let løb ube­svæ­ret over Juni­o­rs læber en alt for tid­lig mor­gen. Før­end jeg refe­re­rer mere fra den vidun­der­ligt opbyg­ge­li­ge sam­ta­le, bør det nok næv­nes at han hav­de til­bragt wee­ken­den i sel­skab med en hund. Der var også men­ne­sker til­ste­de, men (hun)hunden efter­lod åben­bart det stør­ste ind­tryk, da den wee­ken­den igen­nem hav­de døjet med noget hyste­ri. Hyste­ri på den rig­tig gam­mel­dags hor­mon-facon, der i tider­nes mor­gen drev medi­ci­ne­re til at opfin­de- og prak­ti­se­re vibre­ren­de behand­lings­me­to­der; alt­så  køns­be­tin­get gal­skab for­år­sa­get af mang­len­de omgang med en ordent­lig han(hund). Læs hele ind­læg­get

  • Det der voksen,  Løjerligheder

    Jeg er grøn og grøn over det hele.

    Mis­un­del­se er en grim ting. Det skal man hol­de sig fra. Det er uvær­digt, barn­ligt og alde­les uchar­me­ren­de. Noget så ukon­struk­tivt. Puuha, det er en sløj stør­rel­se, det kan vi ikke lide, og det eksi­ste­rer pri­mært som en lidt spø­ge­fuld hypo­te­se, at/hvis/når vi ufor­va­ren­de plan­ter foden i en dam­pen­de bun­ke af det. Und­skyld mig mens jeg vasker mine tæer. Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder,  Mandagsmodel/sygdom

    Bag gardinet.

    For­le­den var jeg til hal­vår­lig hjer­te­kon­trol på Riget. Det er abso­lut ikke nogen dra­ma­tisk eller vold­som omgang, men en ked­som­me­lig og noget ensom serie af pro­ce­du­rer og bip­pen­de appa­ra­tu­rer, som jeg ikke glæ­der mig spe­ci­elt til, men dog har væn­net mig til. At være væn­net til den slags er en sær ting, men det kan jeg altid svæl­ge i en anden gang. Det, der slog mig i den­ne omgang, var til­gan­gen til- og omgan­gen med min krop, som sund­heds­per­so­na­le nød­ven­dig­vis må benyt­te sig af, men som mor­fer mig om til noget, jeg ikke helt for­står. Læs hele ind­læg­get

  • Løjerligheder,  Mandagsmodel/sygdom

    Mob venligst ikke mit lille lem!

    Min jule­fe­rie var fuld af al det sæd­van­li­ge jazz. Mad nok til at give een dår­lig samvit­tig­hed resten af året/livet, rød­vin i nogen­lun­de sam­me mæng­der, gaver, barn med for­vent­nings­v­an­vid og kro­nisk duft af fedt og for­bru­geris­me. Alle smuk­ke ingre­di­en­ser, der blev kom­pli­ce­ret af en alt for hastig opstig­ning fra sofa­en. Der­fra kvær­ne­de min ellers ano­ny­me lil­letå med stor larm ind i hju­let på mit sofa­bord. Ban­de, ban­de, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige læn­ge­re. Kort og skæv var den. Afsted på ska­destu­en, med anstrøg af skam for­di det jo var sådan en uman­dig ska­de at få. Rønt­gen, impo­ne­ret læge. Bræk­ket to ste­der,…

  • Det der voksen,  En slags selvindsigt

    Goddag og farvel.

    Du skul­le tage at skri­ve noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sid­ste. I nog­le år fak­tisk, men i sta­digt sti­gen­de grad i det­te snart afslut­te­de 2011. Jeg fik nu afløb for adskil­li­ge fru­stra­tio­ner på min mad­blog Sophyducks.dk , da Juni­or blev ope­re­ret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skri­ve­ri­er­ne har været til- og for mig selv, nok mesten­dels for­di jeg ikke vid­ste hvor jeg skul­le gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er fru­stra­tio­ner nok i det sto­re hoved i det lil­le hjem, af hvil­ke I sik­kert snart vil stif­te bekendt­skab med nog­le styk­ker, men der er…