Spirende teenager

For et par uger siden blev Juni­or 13. Det er alt­så alvor. Jeg for­står ikke helt, hvor­dan vi kom (leven­de) til det punkt, men her er vi alt­så, med en tee­na­ger i huset. Han er selv ret så impo­ne­ret, som hav­de han arbej­det sig frem på sine græ­den­de knæ til den­ne hæders­be­vis­ning, og dagen der­for var andet og mere end blot en fødselsdag.

Der mang­ler dog lidt moden­hed, før­end vi står ved “husk nu kondomer”-afgrunden, men den tota­le cen­tre­ring om egen akse, samt nær­døds­op­le­vel­ser affødt af ven­li­ge hen­stil­lin­ger ved­rø­ren­de opva­sken, er flyt­tet ind for noget tid siden. De fle­ste anmod­nin­ger mødes ikke just med glæ­de, men med oprig­tig fru­stra­tion over min mang­len­de for­stå­el­se for hans kamp. Jeg er IKKE fan!

Jeg fin­der mig der­for bestemt hel­ler ikke i det hele, men må allig­vel ind­se noget, der giver gro­bund for lidt læn­ge­re snor og god mine til slet spil/vejrtrækningsøvelser/alkohol.

Fak­tum er, at en stor del af den nuvæ­ren­de situ­a­tion, udover de så småt bob­len­de hor­moner, der gør ham knap så del­ta­gen­de der­hjem­me er resul­ta­tet af en omgangskreds, der kræ­ver hans opmærk­som­hed. Der bli­ver jeg nødt til at stop­pe op, for “bare” det at have en omgangskreds har taget seks års sko­le­gang. Seks år! Beva­res, han har haft lege­af­ta­ler og den slags, men de fle­ste har givet både blidt og vold­somt slip, mens Juni­or hage­de sig fast til den mind­ste snip, der måt­te hæn­ge til­ba­ge. Det har sjæl­dent givet pote, og han har givet op. Man­ge gange.

Men nu er der sket det, de fle­ste tager for givet i fol­ke­sko­len. Han har fået ven­ner. Jæv­nal­dren­de, jævn­byr­di­ge væs­ner, der beder om hans sel­skab, udbe­der sig hans mening om ting, for­tæl­ler ham hem­me­lig­he­der. De siger fra når han er en abe, og han gør det sam­me med dem. En reel udveks­ling og spej­ling, som for­mer alle men­ne­sker, og hvis man­gel har ladet ham og mig græ­de sig i søvn meget ofte­re end jeg kan tælle.

Han træ­der sta­dig geval­digt i spi­na­ten, og går i ny og næ lidt for tæt på, men hele poin­ten ved jævn­byr­dig­he­den er hel­dig­vis, at det ikke bety­der enden på alt, men blot at der fra deres side må tales med lidt stør­re bog­sta­ver. Det kan han fak­tisk også godt kla­re. Nog­le gan­ge må han sæt­te foden ned, og bede de andre opfø­re sig ordent­ligt. Sta­dig en skrø­be­lig kon­stel­la­tion, men dog et regel­mæs­sigt sam­spil, hvor opstå­et kri­tik tages alvor­ligt af alle par­ter, mens ros på ingen måde er en sjæl­den­hed. Et gav­mildt forum, meget af tiden.

De er en lil­le flok. De er oftest er sam­men over net­tet, hvor de mest kom­pli­ce­re­de non-ver­ba­le vej­bump ikke eksi­ste­rer, og hvor han bli­ver budt vel­kom­men med glæ­de, og selv­om han der­for råber de mest absurd irri­te­ren­de ting fra sit værel­se hele tiden, må jeg alli­ge­vel kni­be mig selv i armen, og san­de at det er et mira­kel. Det er lige net­op det mira­kel, der giver ham en chan­ce for at udvik­le sig og for­me en iden­ti­tet, der testes på dag­lig basis blandt lige­sin­de­de. Kan­ter­ne kan- og skal ikke kun sli­bes af mora­li­se­ren­de (og ellers ung­dom­me­li­ge) for­æl­dre, men af de umid­del­ba­re reak­tio­ner, hans hand­lin­ger affø­der blandt jæv­nal­dren­de han sto­ler på. Dem har han fået nu. Det har han faktisk.

Man tæn­ker måske ikke over det, hvor afgø­ren­de det er, men vi ved det. Vi ved især hvad mang­len på rela­tio­ner har af kon­se­kven­ser. Juni­or ved det. Han ved at ensom­hed gør fysisk ondt, at de vel­me­nen­de voks­ne ikke nød­ven­dig­vis kan hjæl­pe, samt at man hver­ken kan ønske eller smi­le det væk. Der­for kom­mer han sta­dig ud fra sit værel­se med et lidt over­ra­sket smil, og siger “De blev gla­de for at jeg var med”.

Det er ikke småting.