Advertisements
Det der voksen,  Junior,  Ting jeg ikke forstår

Synger sange om sodomi.

Hjem­me hos mig lyder det sådan her for tiden:

Alt føles som tomgang,
jeg ryk­ker ikke.

Par­ke­rings­plad­sen, den er sta­dig tom.

Så jeg hen­ter en omgang og tøm­mer fla­sken, for her på plad­sen vil jeg fal­de om.

Eller sådan her:

Hvis livet var en kæl­ling, gif­ted’ jeg mig med hen­de, og holdt hen­de i snor, så jeg altid ku’ smæk’ hende.

Og det lyder rig­tig tit sådan her:

Sav­ner eet ben at sut­te på
Ta’r min kut­te på
Nat­ten er en fløs, det ik´ for sent at få min boo­gie på
Snu­ser mig frem
Sjat­pis­ser mig frem
Til et hund­e­hus af typen man bare ik´ ka sige nej til
Und­skyld hvis jeg gør
Hvis jeg bru­ger min ene fod til at klø mig bag mit øre
Hvis jeg hop­per op af din veninde
Slik­ker hen­des kind
Og bol­ler hen­des ben

Det bli­ver hørt og frem­ført af en 8‑årig. Er det lidt lakrids?

Jeg har fak­tisk aldrig tænkt så meget over det, da jeg selv har sat stor pris på de sprog­li­ge facet­ter, jeg f.eks. har arvet fra Malk De Koi­jn og McE­i­nar, omend jeg der­med måske sang lidt vel meget om sidst­nævn­tes kneb­ne potens i en ret tid­lig alder, men nu hører jeg det fra et lil­le væsen, der er mit ansvar, og bli­ver plud­se­lig i tvivl. De oven­stå­en­de lader jeg køre uden egent­li­ge tics, men da L.O.C. og Orgi‑E for­le­den gav sig i kast med en ela­bo­re­ret rej­se gen­nem anal­se­xens mør­ke afkro­ge (måske ver­dens sjove­ste num­mer), kaste­de jeg mig panisk mod stop-knap­pen. Der må jo være græn­ser. Ik?

Når det kom­mer til com­pu­ter­spil og film, har jeg ingen tvivl om græn­ser­ne, og siger run­gen­de “NEJ!” til vold og des­li­ge, men musik og tek­ster er en svær stør­rel­se. Jeg er på den ene side glad for, at Jr. hører “rig­tig” musik frem for angst­frem­kal­den­de MGP-lyrik, mens det på den anden side jo er min kul­tur, og måske ikke på sin plads at pres­se den ned over hove­d­et på ham, bare for­di jeg ikke selv har sta­mi­na til bør­nedan­ce. Jeg er fak­tisk hel­ler ikke sik­ker på, at jeg bare kan kal­de det for min kul­tur, da han jo ikke er et æg læn­ge­re, og der­med har ret til- og del i popu­lær­kul­tu­ren. Måske end­da mere end jeg.

Mht. film og spil ved jeg godt (tror jeg nok), at han ikke bli­ver vol­de­lig af at se det, men er af den kla­re over­be­vis­ning, at det ikke er bil­le­der han har brug for at få til­fø­jet til en alle­re­de leven­de fan­ta­si. Med musik­ken for­tæl­ler jeg mig selv, at han jo godt ken­der orde­ne “fuck” og “kæl­ling”, men ved, for­di jeg for­tæl­ler ham det, at man ikke bru­ger dem (så meget) i ordent­lig, dag­lig tale. Han bli­ver da også sta­dig flov, når den slags kom­mer over hans læber, og und­skyl­der hastigt, men er det dob­belt­moral fra min side? Måske er jeg bare så begej­stret for spro­get og sæt­ter pris på løjer­lig slang, at jeg mister for­nem­mel­se for hvad, der er pas­sen­de. Måske er det noget fis. Måske prø­ver min tele­fon at for­tæl­le mig noget om emnet, da den for nylig er begyndt at erstat­te “fuck­ing” med “Puc­ci­ni”. Man må jo ikke en skid læn­ge­re, og når nu suk­ker, vold og ptha­la­ter ikke læn­ge­re må pep­pe hver­da­gen op, hvad er der så tilbage?!

Siger nej tak til anal­sex, men ellers ja tak til L.O.C., og må navi­ge­re der­fra, men hvad gør I andre? Har I en deci­de­ret musikpo­li­tik? Tan­ken gør mig umid­del­bart lidt (læs: meget) træt.

Det vil kom­me bag på mig (no pun inten­ded), hvis jeg ændrer den nuvæ­ren­de prak­sis vold­somt, men jeg er nys­ger­rig og lidt for­vir­ret, og det synes jeg Puc­ci­ni ikke om!

Adver­ti­se­ments

14 Comments

  • BrogeStarck

    Det er sådan her: Hvis du er ok med at han kom­mer til at bru­ge de ord — og det gør han — ude af kon­tekst og over­for frem­me­de. Så gi’ den gas. Du kan ikke lade ham høre det og syn­ge det og sige det, og for­ven­te at det hol­der op når det er inconvienient.

    • Sofie

      Det er jeg helt med på, og er fuld­stæn­dig enig. Er mere i tvivl om hvor­vidt jeg over­træ­der en bar­ne­græn­se ved at han ken­der til det.

  • MetteG.

    Hmm, ken­der pro­ble­met. Hjem­me (hvor min dat­ter går i 0. klas­se) bli­ver der også sun­get om de tom­me fla­sker, der bli­ver fle­re og fle­re, kry­dret med Sexy Lady fra Gang­nem Sty­le og Faxe Kon­di og Nede med Koldskål. Vi har ikke en musikpo­li­tik. Har en hold­ning til de ord, der kom­mer i for­bin­del­se med tale og for­sø­ger selv at und­gå de vær­ste ord for ikke at være et eksem­pel til efter­føl­gel­se (hvil­ket er svært). Vi for­sø­ger altid at for­kla­re, hvor­for der er nog­le ting man ikke skal sige og hvad de bety­der, men det skal jo hel­ler ikke bli­ve for vok­sent. Hjem­me hører vi mest engelsk­spro­get musik og kan jo så trø­ste os med at hun ikke for­står det — ej hel­ler kan udta­le det kor­rekt! Umid­del­bart er jeg mest glad for at vi er ude over bør­ne­mu­sik­kens ræds­ler sam­ti­dig med, at jeg er lidt bekym­ret for hvor meget Ras­mus See­bach frem­over kom­mer til at fyl­de i mit hjem (og hun er ikke engang nået til Bie­ber end­nu!). Men på bund­linj­en vil jeg ikek blan­de mig i musiks­ti­len — dog for­sø­ge at und­gå de tek­ster, der kan have et meget anstø­de­ligt ind­hold (pri­mært af raci­stisk eller homo­fo­bi­sk karak­ter — det sexi­sti­ske kan dår­ligt undgås).

  • BrogeStarck

    Det gør du ikke. Han er ikke 4 år. Og vi hør­te også Shu­Bi­Dua og Peter Bel­li og Kim Lar­sen og sang glad med på tek­ster der først i vok­sen­li­vet viste sig at hand­le om noget helt andet end vi den­gang troede.

  • Maria

    Men er det dig, der intro­du­ce­rer det? For jeg har også lidt af dilem­ma­et. Mest på den der måde, at jeg ikke ved, om jeg kan beteg­nes ægte mor, når 7årig kom­mer hjem og syn­ger Baco­ne: Jeg gir dig et par cykel­s­horts og en projektor
    Så jeg ka’ se film på din røv imens du flexer
    Lad mig nu bedæk dig, ring til alle dine ex’er
    Så jeg kan vis’ dem hvor­dan man sex’er 

    Jeg synes, det er hylemor­somt. Men også lige på græn­sen. Det er ikke mig, der intro­du­ce­rer, det er dren­ge­ne fra klas­sen, men jeg spil­ler den ger­ne for ham, så han kan dan­se læk­ker­dans, og jeg kan bli­ve underholdt. 

    Tror de fisker det frem lige­gyl­digt hvad. Så jeg har bestemt mig for stra­te­gi­en lige at for­tæl­le, hvad det egent­lig er, han syn­ger. For­le­den var det f.eks: woooopwoooop lyden af poli­ti, wooooop woooop lyden af de svin. Der synes jeg måske lige, jeg skyl­der ham at for­kla­re, at det ikke nød­ven­dig­vis er helt harm­løst at synge.

    • Sofie

      Argh, det er sat­me sjovt. Tror vi kører nogen­lun­de sam­me stil, men noget af det, må jeg indrøm­me, er spil­let af mig først. Han ryster også røven til stor under­hold­ning for mig 🙂

  • Fruen i Midten

    Ja pyh, det er svært. Don­na­en er lidt ældre, så det er ikke læn­ge­re sjovt, når hun syn­ger med på mere eller min­dre — øhm — ‘spøj­se’ tek­ster. Det vil­le være naivt at for­by­de hen­de at høre musik­ken, men hun skal lære, at det ikke er alle san­ge, vi vil høre hen­de syn­ge, for­di spro­get er enormt stø­de­ligt. Hvor meget man skal gå ind i for­kla­rin­ger om hvad tek­ster­ne egent­lig bety­der er ham­mer­svært, men jeg synes bestemt ikke, der er grund til at gå i alt for gra­fi­ske detaljer …

  • Nada Louise Cay

    Jeg har haft dit ind­læg rum­ste­ren­de i baghovedet.
    For hol­der min indstil­ling omkring børns brug af slang, ban­de­ord og min­dre “pæne” ven­din­ger egentlig?

    Og ved nær­me­re eftertan­ke, samt en hel del års erfa­ring med børn, så er min kon­klu­sion, at ja det gør den.
    Det vel og mær­ke hvis man har med børn der for­mår at dif­fe­ren­ti­e­re at gøre. 

    For min tese er den, at spro­get og bru­gen af det, er med­vir­ken­de til at udvik­le et barn. Det er med til at gøre dem nys­ger­ri­ge, at lære at sæt­te græn­ser. At udvi­se empa­ti og vise omsorg. At fin­de frem til hvad de selv er for en stør­rel­se, og at lære at for­hand­le. Og meget meget mere. Dét mener jeg ikke man lærer ved for­bud eller restrik­tio­ner mod bestemt musik, lit­te­ra­tur, film mv.

    Dét der er kun­sten, og som man­ge voks­ne ikke for­mår, er at lære bar­net at mestre spro­get og dets man­ge nuan­cer. Eks vis er det ok i hjem­met at bru­ge udtryk fra rap-ver­de­nen, eller i de rela­tio­ner bar­net ind­går i — fak­tisk er det med­vir­ken­de til at dan­ne rela­tio­ner børn imellem.
    Det de skal lære, er jo HVORNÅR det ikke er ok at bru­ge orde­ne. Alt­så at dif­fe­ren­ti­e­re mel­lem det offent­li­ge rum, frem­me­de men­ne­sker, men­ne­sker man ger­ne vil impo­ne­re mv og men­ne­sker man er tryg ved og som for­står ens mening med bru­gen af ordene. 

    Min kæp­he­st omkring bru­gen er ban­de­ord er den­ne: det er ure­a­li­stisk, og noget vær­re vås at sige til børn de ikke må ban­de. Det gør vi jo for hel­ve­de selv. Men de skal lære HVORDAN og HVORNÅR det er ok, og omvendt hvor­når det ikke er. En lære-sæt­ning bør­ne­ne jeg arbej­der med efter­hån­den ken­der tem­me­lig godt, og som tager afsæt i at bar­net er en bega­vet stør­rel­se der for­mår at tæn­ke selv­stæn­digt og dif­fe­ren­ti­e­ret, er at man ikke må bru­ge ban­de­ord OM og TIL nogen, men godt må bru­ge dem om deres HANDLINGER. Eks vis: du er ikke dum, men det du gjor­de var dumt. Eller når man slår sig, eller gør noget tåbe­ligt selv, så er det dæl-dule-mig ok at sige av for f .…. .

    Og nu har du jo et barn hvor hove­d­et er skru­et ual­min­de­lig godt på — so no wor­ri­es, Soph!
    — Hvis det nu viser sig, at han ikke evner at se, og høre, for­skel­len, så kan du jo altid leje ham ud til sel­ska­ber som underholdning 🙂

    • Sofie

      Tak for ind­s­park. Det er jo også der jeg ender, alt­så ikke med at leje ham ud, omend det er en over­vej­el­se værd, men med vægt på dif­fe­ren­ti­e­ring frem for for­bud. Der er, som du også selv næv­ner, så meget iden­ti­tet at hen­te i kend­ska­ben til spro­gets utal­li­ge facet­ter, og det vil, sær­ligt i mit til­fæl­de, være hyk­le­risk at bede ham spyt­te orde­ne ud, og glem­me hvor­dan de sma­ger. Han er ret pjat­tet med at bli­ve kaldt en røvgu­i­tar, men vil­le dø af flov­hed, hvis han kom til at kal­de en anden det, og det er vel ok. Det er det i hvert fald her.

  • Kat

    Jeg for­står slet ikke hvor­for børn over­ho­ve­det skal lære at ban­de. Det lyder grimt og uin­tel­li­gent og tje­ner intet for­mål over­ho­ve­det. En ting er at sige “av for fan­den” når man slår sig, men behø­ver man sige fuck­ing om alting? Det tje­ner jo intet for­mål andet end det får bru­ge­ren til at lyde som om der er man­gel på andre brug­ba­re ord.
    Mht musik, så nej, det er der ingen grund til bør­ne­ne lyt­ter til. Bør­ne­mu­sik er gan­ske fint og det kan godt være man selv synes det er grumt kede­ligt, men det hand­ler jo ikke om en selv.

    • Sofie Davidsen-Bille

      Det er vel de fær­re­ste, der sæt­ter sig for at lære børn at ban­de, men at lade som om de ikke ken­der til det, giver nogen­lun­de lige så lidt mening, efter min opfat­tel­se. Hvis de der­i­mod lærer om godt og dår­ligt sprog, kon­tekst og kul­tu­rel­le for­skel­le, giver man dem en chan­ce for at for­me noget for­nuf­tigt, mens de bli­ver over­ladt til man­gen en lus­sing, hvis de intet får at vide, for­di man hel­le­re vil lade som om de grim­me ord ikke eksisterer. 

Skriv endelig en kommentar.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: