Tag: angst

Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Juni­or 13. Det er alt­så alvor. Jeg for­står ikke helt, hvor­dan vi kom (leven­de) til det punkt, men her er vi alt­så, med en tee­na­ger i huset. Han er selv ret så impo­ne­ret, som hav­de han arbej­det sig frem på sine græ­den­de knæ til den­ne hæders­be­vis­ning, og dagen der­for var andet og mere end blot en fød­sels­dag. Læs hele ind­læg­get

Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måt­te jo gå over på et tids­punkt, så nu er jeg her igen.

Juni­or er ble­vet en del stør­re, hver­da­gen noget andet, og udfor­drin­ger­ne ikke min­dre kom­pli­ce­re­de men ander­le­des.

Nu går han i klub og på net­ca­fe, og bevæ­ger sig kun sjæl­dent ud fra sit værel­se. En kom­bi­na­tion af alder og en sta­digt sti­gen­de inter­es­se for at lade sig opslu­ge af com­pu­te­ren; den altid tænd­te, alter­lig­nen­de søj­le af lys. Ido­ler­ne er ikke musi­ke­re, men nær­ved almin­de­li­ge men­ne­sker på Youtu­be, der er gode til at strea­me eller spil­le. Det hand­ler om gam­ing. Meget om gam­ing! Det er på man­ge måder et absurd uni­vers, men bare sådan det er. I den for­bin­del­se var vi til et for­æl­drear­ran­ge­ment med en fored­rags­hol­der fra Ung­doms­rin­gen, der skul­le oply­se os gam­le røv­hul­ler om gam­ing­kul­tu­rens væsen, for­de­le og udfor­drin­ger. Det var inter­es­sant og nød­ven­digt, men bely­ste især en bekym­ring blandt for­æl­dre­ne, der var værd at bide mær­ke i, og som lader til at duk­ke op i man­ge sam­men­hæn­ge: Det tager over i vores hver­dag. Læs hele ind­læg­get

Mig og Morten Resen. (Og buttplugs)

Da jeg for­le­den selvyn­ke­de over mas­siv kalen­der­kri­se, var et af punk­ter­ne, som jeg ikke lige kun­ne se mig selv gen­nem­fø­re bare nogen­lun­de ele­gant, en såkaldt prø­ve­film­ning i Val­by. Go’morgen Dan­mark, der har redak­tion på Nor­disk Film, hav­de fore­slå­et at jeg lige kig­ge­de for­bi, med hen­blik på en bogan­mel­dertjans. Det gjor­de jeg så. Alt­så efter at have sid­det i bilen og hyper­ven­ti­le­ret i 5–10 minut­ter. Læs hele ind­læg­get

At vægre sig ved afkrogsinspektøren.

Jeg tager kun tøjet af for sær­ligt udvalg­te. Når der en sjæl­den gang går en stak­kel i fæl­den, dem med gele­en på Riget  og min prak­ti­se­ren­de læge. Aldrig ellers. Aldrig, blev der sagt! Sidst­nævn­te til­sku­er er nu kom­met på måske-listen.

Min for­ri­ge læge, som jeg har haft siden jeg flyt­te­de for et par år siden, hav­de en una­tur­ligt afslap­pet til­gang til vig­tig­he­den af patient-læge for­hol­det,  og man var der­for aldrig sik­ker på, om det vil­le være ham eller een af de to andre læger fra den fæl­les prak­sis, der vil­le tage imod een. Jeg var der­for ofte tvun­get til at skul­le gen­for­tæl­le alen­lan­ge, og ofte pin­li­ge eller pine­ful­de, syg­doms­hi­sto­ri­er til en ikke sær­ligt til­ste­de­væ­ren­de ny del­ta­ger, før­end dagens under­sø­gel­se kun­ne kom­me i gang. Det blev mil­dest talt noget træt­ten­de, og jeg var som regel godt vred­la­den inden jeg over­ho­ve­det ankom til kon­sul­ta­tio­nen. Der­for skif­te­de vi læge. Jeg valg­te een, der var tæt på, hav­de rige­lig erfa­ring, men som ikke var alt for affæl­dig, og var vir­ke­lig let­tet da det var gjort. Læs hele ind­læg­get

At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kir­ke. Eller menig­heds­hus. Juni­or, der er en meget syn­gen­de type, vil­le ger­ne prø­ve at syn­ge i kir­kens bør­ne­kor, og da han (pga. ope­ra­tio­ner i fød­der­ne) altid har haft svært ved at fin­de en fri­tidsak­ti­vi­tet, opmun­tre­de jeg geval­digt. Så afte­nen stod på syn­gen­de børn, mum­len­de for­æl­dre, Lis med knold i nak­ken og meget højt regi­ster og Gui­tar-Her­man. Der­til rig­tig meget Gud. Læs hele ind­læg­get

Jeg er grøn og grøn over det hele.

Mis­un­del­se er en grim ting. Det skal man hol­de sig fra. Det er uvær­digt, barn­ligt og alde­les uchar­me­ren­de. Noget så ukon­struk­tivt. Puuha, det er en sløj stør­rel­se, det kan vi ikke lide, og det eksi­ste­rer pri­mært som en lidt spø­ge­fuld hypo­te­se, at/hvis/når vi ufor­va­ren­de plan­ter foden i en dam­pen­de bun­ke af det. Und­skyld mig mens jeg vasker mine tæer. Læs hele ind­læg­get

Goddag og farvel.

Du skul­le tage at skri­ve noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sid­ste. I nog­le år fak­tisk, men i sta­digt sti­gen­de grad i det­te snart afslut­te­de 2011. Jeg fik nu afløb for adskil­li­ge fru­stra­tio­ner på min mad­blog Sophyducks.dk , da Juni­or blev ope­re­ret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skri­ve­ri­er­ne har været til- og for mig selv, nok mesten­dels for­di jeg ikke vid­ste hvor jeg skul­le gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er fru­stra­tio­ner nok i det sto­re hoved i det lil­le hjem, af hvil­ke I sik­kert snart vil stif­te bekendt­skab med nog­le styk­ker, men der er også almin­de­lig forun­dring, begej­string, idel lyk­ke og syden­de har­me. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: