Tag: børn

Spirende teenager

Spirende teenager

For et par uger siden blev Juni­or 13. Det er alt­så alvor. Jeg for­står ikke helt, hvor­dan vi kom (leven­de) til det punkt, men her er vi alt­så, med en tee­na­ger i huset. Han er selv ret så impo­ne­ret, som hav­de han arbej­det sig frem på sine græ­den­de knæ til den­ne hæders­be­vis­ning, og dagen der­for var andet og mere end blot en fød­sels­dag. Læs hele ind­læg­get

Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.

For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle ekster­ne ind­fly­del­ser at døm­me, bur­de have styr på. Det var selvsagt et meget lil­le udsnit af en liste, der ikke end­nu ikke har givet udtryk for at have en egent­lig ende. Det lød sådan her:

Jeg bur­de helt sik­kert:

  • Slæ­be Jr. med i sko­ven eller andet natur­tro etablis­se­ment hver ene­ste wee­kend. Bare gå og gå, have ægte, vel nær­mest auten­ti­ske, ople­vel­ser, styr­ke en-til-en-rela­tio­nen i den liv­gi­ven­de fri­ske luft. For­ny­et ener­gi er hvad det giver.
  • Mel­de mig til en frisk­fyr­s­ag­tig smel­te­di­gel af en sports­gren, hvor man aldrig keder sig, men får vari­a­tion i hver­da­gen, når man ræk­ker opad, løf­ter en til for­må­let spe­ci­al­de­sig­net pose, lader som om man slår og får dan­set en dans. Dem er der man­ge af, og de giver i hvert fald for­ny­et ener­gi. Når man er fær­dig med at kaste op. Opkast er del af pro­ces­sen.
  • Spa­re op. Det kan lade sig gøre for alle, og man læg­ger fak­tisk slet ikke mær­ke til det, når først man er kom­met rig­tigt i gang. Pen­ge er rare at have, sær­ligt på dage med regn.
  • Bage mere “vel­kom­men hjem fra sko­le, jeg har sim­pelt­hen sav­net dig fra det sekund du gik”-kage. Pro­p­fuld af suk­ker og kær­lig­hed i for­klæ­de. Der kan man også få sig en god snak, af den rig­ti­ge slags, med ærli­ge beret­nin­ger fra den dag, som Jr. bare lader som om han ikke gider tale mere om. Spi­se­si­tu­a­tio­nen er der vir­ke­lig gods i.
  • Være mere posi­tiv. Ja-hat­ten pas­ser alle, kom­mer i man­ge model­ler og har god kom­fort. Nega­ti­vi­tet er sådan en træls stør­rel­se.

Her bur­de jeg så have en opløf­ten­de beret­ning om de pragt­ful­de frem­skridt, som livet og den med­føl­gen­de vis­dom har hjul­pet mig med at opnå. Det er vel sådan det bør gå, ik? Læs hele ind­læg­get

Gaming gør glad og gråhåret.

Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måt­te jo gå over på et tids­punkt, så nu er jeg her igen.

Juni­or er ble­vet en del stør­re, hver­da­gen noget andet, og udfor­drin­ger­ne ikke min­dre kom­pli­ce­re­de men ander­le­des.

Nu går han i klub og på net­ca­fe, og bevæ­ger sig kun sjæl­dent ud fra sit værel­se. En kom­bi­na­tion af alder og en sta­digt sti­gen­de inter­es­se for at lade sig opslu­ge af com­pu­te­ren; den altid tænd­te, alter­lig­nen­de søj­le af lys. Ido­ler­ne er ikke musi­ke­re, men nær­ved almin­de­li­ge men­ne­sker på Youtu­be, der er gode til at strea­me eller spil­le. Det hand­ler om gam­ing. Meget om gam­ing! Det er på man­ge måder et absurd uni­vers, men bare sådan det er. I den for­bin­del­se var vi til et for­æl­drear­ran­ge­ment med en fored­rags­hol­der fra Ung­doms­rin­gen, der skul­le oply­se os gam­le røv­hul­ler om gam­ing­kul­tu­rens væsen, for­de­le og udfor­drin­ger. Det var inter­es­sant og nød­ven­digt, men bely­ste især en bekym­ring blandt for­æl­dre­ne, der var værd at bide mær­ke i, og som lader til at duk­ke op i man­ge sam­men­hæn­ge: Det tager over i vores hver­dag. Læs hele ind­læg­get

Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.

Det er er efter­hån­den et styk­ke tid siden, at der blev star­tet et pro­jekt, der brag­te mor­gen­fri­ske nord­mænd og kame­ra­er ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, sær­ligt for instruk­tø­ren, Erlend Eirik Mo, der har skul­let skæ­re 300 timers meget per­son­lig film ned til en ver­sion på hen­holds­vis 87 og 47 minut­ter. Nu er den her, og det er mil­dest talt lidt spæn­den­de. Læs hele ind­læg­get

Børnehader

Det sid­ste styk­ke tid er jeg fle­re gan­ge løbet ind i gravi­de, nybag­te for­æl­dre eller folk, der prø­ver på at få et barn. Baby­er­ne er søde, maver­ne og de håbe­ful­de lige­så. Ofte er “dikkedik”-seancen endt med spørgs­mål og hin­ts om en evt. toer i min afkoms-por­te­føl­je, og når jeg hur­tigt siger:“Ellers tak!”, bli­ver der helt stil­le, og luf­ten fyl­des af let men hånd­gri­be­lig undren. Den undren går beg­ge veje. Læs hele ind­læg­get

Arbejdslejr, nu med kage.

Decem­ber. Hyg­ge på lager, dvs. i omtrent hund­re­de kas­ser i kæl­de­ren. Hvert år bli­ver jeg først lidt træt ved tan­ken, så begyn­der jeg at glæ­de mig helt enormt, og så nær­mer min krans­pulsåre og indre charme/harme sig kri­tisk mas­se, hvor­ef­ter jeg træn­ger til en vikar. Ger­ne en vok­sen af slagsen. Glem­mer det selvsagt resten af året, og bli­ver der­for, som en guld­fisk, dybt rystet hvert ene­ste år. Læs hele ind­læg­get

Guds liste

Om tors­da­gen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stir­rer på min tele­fon i skær­sil­den ven­te­rum­met. Så vi var alt­så i kir­ke. Den der høje byg­ning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syn­gen­de børn, som Jr. gjal­der med, skul­le syn­ge nyligt indø­vet mate­ri­a­le til en såkaldt pas­tag­ud­stje­ne­ste. Kir­ken er der­for mesten­dels fyldt op af bør­ne­nes fami­li­er, der tager bil­le­der og glæ­der sig til den gra­tis mad, der føl­ger efter, men nok om det. Læs hele ind­læg­get

Residerende superhelt.

Jeg har nævnt det før, at Jr. har nog­le pro­ble­mer med mob­ning. Det er en evig kil­de til bekym­ring og tri­stes­se, men vi arbej­der på at fin­de løs­nin­ger, og det går lang­somt fremad.

Han går i en spe­ci­al­klas­se (pri­mært ADHD-diag­no­ser), der kal­des A-Grup­pen, og for­le­den med­del­te en stør­re grup­pe fra “nor­mal­klas­sen”, at de ikke vil­le lege med de der A-børn. Jr. var meget påvir­ket af at være sat i bås på den måde, og har ruget en del over det siden. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: