Tag: dumt

Sport.

Der er sport i mine nyhe­der. Hele tiden. Det har varet læn­ge. Der rases og brok­kes, him­les og gok­kes. Jeg for­står det ikke helt, men det var vist først noget med..

Du skal cyk­le op af et bjerg i noget, der lig­ner en måned. Det skal gå ski­de­hur­tigt, i hvert fald hur­ti­ge­re end sid­ste år, for ellers gider folk ikke se det, og så skal det gøres på en diæt af pas­ta, broc­co­li og sponsor­vand. For jo jo, det er en ædel sport, og vi går op i dens rene skøn­hed og inte­gri­tet, men kun hvis det er bed­re end sidst og ikke rig­tig muligt. Sæt i gang! Læs hele ind­læg­get

Spøgelser.

Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller min­dre kon­stant i mit hoved, hvor der her­sker nye spæn­den­de neu­ro­ser. Ham med uret er sta­dig inden­for sofaræk­ke­vid­de, og sofa­en ryk­ket nær­me­re. Det er godt. Vir­ke­lig godt. Hvis alt­så vi ku være lidt ale­ne i ny og næ.

Jr. er her, hvil­ket der egent­lig kom­mer for­bav­sen­de få kon­tro­ver­ser ud af, men der­u­d­over er hyt­ten kon­stant pro­p­fuld af eksorcis­me­kræ­ven­de bæster, der ras­ler med kæder og tuder ører­ne ful­de af irra­tio­nel­le kom­plek­ser. Træls væs­ner, der ikke nød­ven­dig­vis altid har været sådan, men som, i deres ex-egen­skab, er ble­vet vir­ke­lig anstren­gen­de typer. Mine spø­ger i hal­ler­ne med opmun­tren­de kom­men­ta­rer a la: Læs hele ind­læg­get

Fortiden, det billige skidt.

Mata­dor er til­ba­ge. Det er vi man­ge, der sæt­ter stor pris på, selv­om det der­ved afslø­res, at man rent fak­tisk sid­der hjem­me en lør­dag aften, og alt­så ikke har sådan et rig­tigt liv uden tøj på i Kød­by­en. Pyt. Jr. har fat­tet inter­es­se for seri­en, og selv­om jeg tviv­ler på at sær­ligt sto­re dele af dia­lo­gen giver mening for ham, er han alli­ge­vel vir­ke­lig nys­ger­rig. “Så kan jeg lære noget om gam­le dage”, siger han entu­si­a­stisk, og møf­ler sig ind under min arm i sofa­en. Læs hele ind­læg­get

Ferieindrømmelser.

Jeg har været i Sve­ri­ge. I en hel uge. Der var ingen pal­mer, og solen skin­ne­de kun cir­ka halv­de­len af tiden, men det gæl­der sta­dig.

Jr. og jeg var afsted med min søster, en gam­mel venin­de, hen­des kære­ste og deres 9 måne­der gam­le dreng. Knæhøj idyl med lang­bord og lyse­dy­ge. Vir­ke­lig man­ge lyse­du­ge. Bro­de­re­de børn (I ved hvad jeg mener), dit­to lam­per og mas­ser af lyst træ. Grimt og vidun­der­ligt på sam­me tid. Læs hele ind­læg­get

Piger

Hver mor­gen, når jeg afle­ve­rer Jr. i sko­le, og slæ­ber min uop­lag­te krop op til 3. sal, går jeg for­bi en lil­le grup­pe 13–14 åri­ge mon­stre piger. De bor åben­bart på den trap­pe­af­sats, hvor­fra de har opti­malt over­blik over de hober af Jeva-lam, der myl­drer uskyl­digt op og ned. De her piger er helt almin­de­li­ge, så vidt det nu er muligt i den storm af pubesgal­skab, men i net­op den til­stand er de ful­de af hem­me­lig­he­der og for­døm­mel­se. En form for eks­klu­de­ren­de, kon­stant hvi­sken­de ophø­jet­hed, som jeg vagt husker men alli­ge­vel ikke helt for­står. Den gør mig meget utryg. Læs hele ind­læg­get

Ikke stå der og heile!

Jeg har haft en god uge. En god måned. Det’ sik­kert for­bi­gå­en­de, men jeg er glad. Rig­tig glad.

For­le­den tal­te jeg med en mand i arbejd­s­ø­je­med. Han var også glad. Vores møde gjor­de ham fak­tisk så glad, at han afslut­te­de med at hæve sin hånd­fla­de, som skul­le han til at aflæg­ge ed af en art. Der var, så vidt jeg ved, ingen eds­voren del af sam­ar­bej­det, så jeg antog, at han enten var helt pjat­tet med Adolf, eller mere sand­syn­ligt invi­te­re­de til en såkaldt “high-five”. Det hav­de han ikke behø­vet. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: