Tag: gud

Gud bruger ikke klappepap

Der er sket det, at Gud er død. Ikke nød­ven­dig­vis sten­død, men alli­ge­vel så til­pas tung at dan­se med, at Jr. ikke gider syn­ge til ham læn­ge­re. Han strej­ker. Jeg har gjort behø­rigt mod­stand, mens jeg dan­se­de stil­le inde­ni, men Jr.s ene­ste rig­ti­ge ønske er gode kam­me­ra­ter, og det var var der ikke nok soci­alt til i det lil­le kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele ind­læg­get

Arbejdslejr, nu med kage.

Decem­ber. Hyg­ge på lager, dvs. i omtrent hund­re­de kas­ser i kæl­de­ren. Hvert år bli­ver jeg først lidt træt ved tan­ken, så begyn­der jeg at glæ­de mig helt enormt, og så nær­mer min krans­pulsåre og indre charme/harme sig kri­tisk mas­se, hvor­ef­ter jeg træn­ger til en vikar. Ger­ne en vok­sen af slagsen. Glem­mer det selvsagt resten af året, og bli­ver der­for, som en guld­fisk, dybt rystet hvert ene­ste år. Læs hele ind­læg­get

Guds liste

Om tors­da­gen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stir­rer på min tele­fon i skær­sil­den ven­te­rum­met. Så vi var alt­så i kir­ke. Den der høje byg­ning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syn­gen­de børn, som Jr. gjal­der med, skul­le syn­ge nyligt indø­vet mate­ri­a­le til en såkaldt pas­tag­ud­stje­ne­ste. Kir­ken er der­for mesten­dels fyldt op af bør­ne­nes fami­li­er, der tager bil­le­der og glæ­der sig til den gra­tis mad, der føl­ger efter, men nok om det. Læs hele ind­læg­get

Tumpe op.

Der er dage, hvor jeg ser mindst 6 måne­der yngre ud, har held til at kre­e­re vildt kre­a­tiv mad, hvor Juni­or selvsagt del­ta­ger smi­len­de i hele pro­ces­sen, og hvor jeg kun siger kæk­ke ting til stor glæ­de for mine omgi­vel­ser. Og så er der alle de andre dage.

Her er de nye­ste af sidst­nævn­te:

  • Da det her ske­te.. Nuff said!
  • Da jeg ankom til oven­nævn­te domæ­ne, på alle måder udt­rå­dt og uen­tu­si­a­stisk, hvor Juni­or jo syn­ger til/for/med (?) Gud, for der­på at bli­ve igno­re­ret og stil­tien­de hånet af godt ti for­æl­dre, der har beslut­tet at løbe sam­men hver gang, så de rig­tig kan få noget ud af tiden. En veri­ta­bel mur af sved­trans­por­te­ren­de mate­ri­a­ler, der betrag­te­de mig lidt med­li­den­de, mens de strak­te og bøje­de de blan­ke muskel­grup­per. Jeg stir­re­de indædt på min tele­fon, og tænk­te på steg, som man jo gør.
  • Da jeg, i et for­søg på at være hjælp­som og moder­lig, til­bød at vise Jr. nog­le tek­nik­ker til det olie­ma­le­ri, han var ved at begå, fik den­ne træt­te respons: “Det må du nok lade mig om. Sæt du dig bare lidt ned”.

Jeg skal lige tæn­ke lidt over, hvor jeg rig­tig har bril­le­ret… Læs hele ind­læg­get

At klappe med Gud.

Idag har jeg været i kir­ke. Eller menig­heds­hus. Juni­or, der er en meget syn­gen­de type, vil­le ger­ne prø­ve at syn­ge i kir­kens bør­ne­kor, og da han (pga. ope­ra­tio­ner i fød­der­ne) altid har haft svært ved at fin­de en fri­tidsak­ti­vi­tet, opmun­tre­de jeg geval­digt. Så afte­nen stod på syn­gen­de børn, mum­len­de for­æl­dre, Lis med knold i nak­ken og meget højt regi­ster og Gui­tar-Her­man. Der­til rig­tig meget Gud. Læs hele ind­læg­get


%d bloggers like this: