For­le­den drøm­te jeg, at Niko­laj Son­ne hav­de læst mit ind­læg om nær­ved-og-næsten-festen , og i sin uen­de­li­ge vis­dom og enor­me kær­lig­hed til lige net­op min slags hav­de sendt mig en iPad med posten. Han må jo have et mas­sivt lager af fryns til den slags anled­nin­ger, og kun­ne dår­ligt fin­de en mere tak­nem­me­lig og char­me­ren­de mod­ta­ger. Der var et fint lil­le kort med. Ikke noget skum­melt, for vi ken­der jo ikke hin­an­den så godt end­nu, og det er vig­tigt ikke at være for anmas­sen­de, men betænk­somt og under­spil­let. Jeg græd lidt. Også da jeg våg­ne­de, eller i de 30 sekun­der det tager ens hjer­ne at accep­te­re kon­cep­tet “vågen”, mens man…