En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.
Jeg har efterhånden skrevet på den her blog i nogle år, og det har ikke altsammen været lige muntert. Det var sådan set det, der var pointen, så mit hoved ikke eksploderede af mugne ord og dårlig samvittighed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksistens fra morgen til aften, samt over ikke at fejre, at den der transplantation, der venter derude et sted, ikke skulle være lige nu. Det har jeg brugt denne platform til, og folk har taget godt imod det. Anne Bredahl har gjort det samme, og mange af os kender hende derfor bedre som Anne O’manne, fra bloggen af samme navn, hvor hun er kommet helt ind under huden på een, med sin hjerteskærende, tåkrummende og absurd tragikomiske vej gennem sklerose, diagnose og hverdag. Banden, svovlen, berettiget klynk. Jeg har været- og er ret stor fan.
