Anmeldelse: Den Flammende Verden // Siri Hustvedt
Harry (Harriet) Burden lever ikke mere, men er, gennem dagbøger og interviews med familie, kritikere, kolleger, samt et omfattende noteapparat, forsøgt stykket sammen og forstået. Hun har været mere end almindeligt indigneret over den kønsbaserede mangel på opmærksomhed, hendes værker har fået, mens hendes kunsthandlermand nød rampelyset. Efter hans død er hun på sin vis startet forfra med opbygningen af sin identitet, og har derpå sat gang i et omfattende kunstnerisk projekt, for at transportere hendes vrede ud på den anden side af lærredet, hvor beskueren ville blive tvunget til at betvivle egen perception. Via tre vidt forskellige mandlige kunstnere, der har indvilget i planen, har hun udstillet sine installationer til anmeldernes store begejstring. Da sandheden kommer frem, og ikke alle historierne forløber som ventet, bliver reaktionen, som man måske kunne forvente, at vreden rettes tilbage mod hende selv, i form af tvivl og forargelse over både projektets natur og Burdens metoder, mens kunstens væsen atter formindskes.
Når Siri Hustvedt sætter pen til papir, er det sjældent for at fremstille noget simpelt. Der er lag på lag af referencer, filosofiske- og litteraturhistoriske sammenfletninger, og man kan let blive lidt svimmel, hvis man håber på at forstå det hele, uden i ny og næ at snyde sig til et leksikon-kig. Det behøver man heldigvis ikke, da en rigtig god roman dermed, i min optik, mister noget af sin grundlæggende skønhed, og altså (i store træk) bør være en god historie, uafhængigt af læserens abstraktionsevner.
I ‘Den flammende verden’, kan man både begrave sig i fodnoternes slet skjulte intellektualitet og humor, eller man kan studere dem med mindre entusiasme; historien er stadig forunderlig, medrivende og en knivskarp og humoristisk kritik af især kønsspørgsmålet i kunstkritikken, samt kunstnerens væsen. Hustvedt selv er jo hustru af nærved helgenkåret forfatter (Paul Auster), og fandt sine skriveben sent, men den detalje bør man, efter min mening, ikke tærske langhalm på, omend der lægges Auster’ske kim ud hist og her, i form af omtale af forfatterens eget navn og virke i dobbelttydig fodnote. Romanen er primært et billede på en rigid og mandsdomineret (kunst)verden, samt et inciterende portræt af en uudgrundelig karakter, der aldrig har følt sig helt hjemme i verden, og som derfor prøver at komme udenom folks umiddelbare indtryk af hende, som et mærkeligt, lidet elegant kvindedyr, alt imens hun understreger en vigtig pointe; at vurdering, perception og indlevelse ofte baseres på den viden, man i forvejen har om kunstneren, dennes køn og kontekst.Ikke alle dele er lige interessante, notedelen til tider lidt overvældende og nogle pointer malet med lidt vel bred pensel, men det samlede billede er fascinerende, og når Hustvedt tilmed former sproget på højt niveau men med let hånd, og med vidunderligt svidende stikpiller til kritikerne, kan man kun blive begejstret, og måske en lille smule misundelig på hendes vid.
Du kan se min anmeldelse af bogen i Go’morgen Danmark på TV2 Play her.