Anmeldelse: Jeg vil ikke tage det flot // Anne Bredahl

En helt ærlig guidebog til den sygdomsramtes perspektiv. Fordi det ellers er skidesvært at regne ud.

Jeg har efter­hån­den skre­vet på den her blog i nog­le år, og det har ikke alt­sam­men været lige mun­tert. Det var sådan set det, der var poin­ten, så mit hoved ikke eks­plo­de­re­de af mug­ne ord og dår­lig samvit­tig­hed. Over ikke at være glad hele tiden, over ikke altid at nyde min søns eksi­stens fra mor­gen til aften, samt over ikke at fejre, at den der trans­plan­ta­tion, der ven­ter der­u­de et sted, ikke skul­le være lige nu. Det har jeg brugt den­ne plat­form til, og folk har taget godt imod det. Anne Bre­da­hl har gjort det sam­me, og man­ge af os ken­der hen­de der­for bed­re som Anne O’man­ne, fra blog­gen af sam­me navn, hvor hun er kom­met helt ind under huden på een, med sin hjer­teskæ­ren­de, tåkrum­men­de og absurd tragi­ko­mi­ske vej gen­nem sklero­se, diag­no­se og hver­dag. Ban­den, svov­len, beret­ti­get klynk. Jeg har været- og er ret stor fan.

Så i dag er en stor dag, for der udkom­mer hen­des pas­sen­de beteg­ne­de “erfa­rings­bog” , ‘Jeg vil ikke tage det flot’, der i kort og ærlig dag­bogs­form tager læse­ren gen­nem symp­to­mer, døds­angst, min­dre­værd og styr­ke. Vel at mær­ke den slags styr­ke, der ikke er et emblem, pådut­tet af andre, som en tak­nem­me­lig og lidt æng­ste­lig mar­ke­ring af, at man ikke græ­der hele tiden, og øde­læg­ger den gode stem­ning med sit ulø­se­li­ge hal­løj, men i ste­det en spora­disk fore­kom­men­de opti­mis­me og “rend mig!”-vrede, der kan omsæt­tes til ord og sel­vop­hol­del­ses­drift, til fabu­le­ren og mulig­he­der. Langt fra hele tiden, men nok.

Det, der ram­mer een hår­dest, når man æder bogen på en efter­mid­dag, er den enk­le og præ­ci­se frem­stil­ling af kom­plek­si­te­ten i syg­dom. Hvor­dan man træn­ger til omsorg, men hader afhæn­gig­he­den, helst vil være ærlig, men også ger­ne slip­pe for at være “den syge”. At man er vred og for­tør­net, men hund­e­angst for at det skif­ter ham og bli­ver til bit­ter­hed, mens man ikke ser det. Mod­sæt­nin­ger­ne er man­ge, og følel­ser­ne nogen­lun­de lige så fluk­tu­e­ren­de som symp­to­mer­ne, men Anne Bre­da­hl har valgt en så kom­pakt form, at man ikke når at “mæt­tes”, men blot at føle med- og for hen­de, mens man lærer noget om en nær­mest ubær­lig uret­fær­dig­hed, der alli­ge­vel lader plads til ny kær­lig­hed, bran­der­ter og pro­duk­ti­vi­tet (for nu at bru­ge et vir­ke­lig skønt ord, som alle syge­meld­te jo bare ikke kan få nok af).

Jeg dum­per hårdt til eksa­men i syg­doms­hånd­te­ring, hvil­ket er sært, for jeg ken­der egent­lig godt facit. At tage det flot hand­ler om at sige ting som “syg­dom­men sty­rer ikke mit liv”, men det hand­ler mest om slet ikke at sige noget. “Hun bekla­ger sig aldrig. Det er så flot.”

Klynk er kun egent­lig klynk, hvis den ikke er beret­ti­get, men som voks­ne, tæn­ken­de væs­ner, må det være lige så godt, at man ikke altid vil være tap­per, men i ste­det stå ved at man er pis­se­sur og arrig over at være den, der er ble­vet ramt. Sam­ti­dig, og der er jeg helt med, får Anne under­stre­get den uni­ver­sel­le sand­hed, at en stor del af pro­ces­sen er, at accep­te­re at ingen nogen­sin­de vil kun­ne for­stå helt hvor­dan man har det, og at der deri lig­ger en sære­gen ensom­hed, der ikke er betin­get af kær­lig­he­den fra ens omgi­vel­ser. En ensom­hed, der til tider er kon­ge, og nog­le gan­ge et usyn­ligt spø­gel­se, men et grund­vil­kår. ‘Jeg vil ikke tage det flot’ hand­ler om det evigt uri­me­li­ge i at skul­le være et men­ne­ske udadtil, der skal for­hol­de sig til- og model­le­re sig efter ver­den, mens man indadtil er i kom­plet vil­dre­de og ansigt til ansigt med at være ble­vet for­rå­dt af egen krop. Om lat­ter­li­ge læger, dår­li­ge ven­ner, skøn­ne venin­der, børn og mænd (sidst­nævn­te i een af de fine­ste kær­lig­hed­ser­klæ­rin­ger, jeg læn­ge har læst). Om de umu­li­ge krav man der­for stil­ler til sig selv og andre, og at det af sam­me grund altid vil bli­ve noget vir­ke­lig klod­set rod i star­ten. At star­ten ikke er to måne­der, men fle­re år, hvor meget få ting giver mening, og man måske ikke er den sjove­ste sild i bøt­ten. At man håber folk kan huske den sjove sild.

For­men er, som sagt, helt kor­te dag­bogs­ud­snit, og bli­ver der­med en lang liste af gode huske­reg­ler, for­di syg­dom er et mine­felt. Lad være med at anta­ge noget, spørg i ste­det. Diag­no­ser ankom­mer i pak­ker foret med skam, utryg­hed, mod­vil­je og resig­na­tion, logik føl­ger sjæl­dent med. Man bli­ver berørt, infor­me­ret og egent­lig under­holdt, når Anne Bre­da­hl luk­ker een ind, hvil­ket også er grun­den til at jeg altid har læst hen­des blog, og jeg er vir­ke­lig let­tet og glad på hen­des veg­ne, over at det fun­ge­rer så godt i bogform.