-
Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.
For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle eksterne indflydelser at dømme, burde have styr på. Det var selvsagt et meget lille udsnit af en liste, der ikke endnu ikke har givet udtryk for at have en egentlig ende. Det lød sådan her: Jeg burde helt sikkert: Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver. Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen, når man rækker opad, løfter en…
-
Søjledrømme
Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hovedet. Der dukkede så mange ting op i kølvandet på filmen, der gjorde mig så uendeligt træt. Træt af misforståelser, lukkethed og vrede. Så jeg tog på ferie og blæste dem alle et stykke. Ferie viste sig også at være lidt et projekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestemmer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situationer være rare hele tiden? Det bliver jeg nok nødt til at finde ud af een af dagene, og så siger jeg lige til. Min hjerne…
-
Spøgelser.
Der kom jo een ekstra. I hvert fald noget af tiden, og mere eller mindre konstant i mit hoved, hvor der hersker nye spændende neuroser. Ham med uret er stadig indenfor sofarækkevidde, og sofaen rykket nærmere. Det er godt. Virkelig godt. Hvis altså vi ku være lidt alene i ny og næ. Jr. er her, hvilket der egentlig kommer forbavsende få kontroverser ud af, men derudover er hytten konstant propfuld af eksorcismekrævende bæster, der rasler med kæder og tuder ørerne fulde af irrationelle komplekser. Træls væsner, der ikke nødvendigvis altid har været sådan, men som, i deres ex-egenskab, er blevet virkelig anstrengende typer. Mine spøger i hallerne med opmuntrende kommentarer a…
-
Mere Mayland, tak.
Min søster er gift med sin Mayland kalender. Det er en tyk satan, der holder hende beskæftiget, om man så må sige, og jeg beundrer hendes evne til at få pisket hver en detalje til skemalagt underdanighed. På magisk vis får hun huskesedler, møder, arbejde, socialliv, juleønsker, ideer og gode forslag banket ned på de tætskrevne sider, og kan derfor altid lige slå op (mens vi andre bæver i nærheden af den enorme bog) og få 100 ting på plads på fem minutter. Jeg tænker at der må følge voksen ro med den slags overblik. Det vil jeg også have. Læs hele indlægget
-
Det skal jeg nå.
Fjorten dage i sommerhus. Masser af sol, lidt regn og en lang liste af praktiske gris opgaver, der nu engang følger med, når huset er lavet af træ og er hundrede år gammelt. Dertil en endnu længere mental liste. En indre opremsning af alt det, man lige kan nusse lidt med. Vejen til det der kvalitetstid og den indre ro: Læs hele indlægget
-
Ferieindrømmelser.
Jeg har været i Sverige. I en hel uge. Der var ingen palmer, og solen skinnede kun cirka halvdelen af tiden, men det gælder stadig. Jr. og jeg var afsted med min søster, en gammel veninde, hendes kæreste og deres 9 måneder gamle dreng. Knæhøj idyl med langbord og lysedyge. Virkelig mange lyseduge. Broderede børn (I ved hvad jeg mener), ditto lamper og masser af lyst træ. Grimt og vidunderligt på samme tid. Læs hele indlægget
-
Hulu bu luuu..
Jeg kune SLET ikke kende dig!! Det har jeg hørt fra to forskellige. Samme aften, samme fest. Efter jeg var gået. Mænd er dumme! Havde det nu været light-versionen, a la: “Hvor ser du anderledes ud, jeg kunne næsten ikke kende dig!”, så kunne man fristes til at tage det som et kompliment. Men nej. Der er her tale om to mennesker, som jeg har mødt adskillige gange. De er vældig søde, og vi har flere gange mødtes i lettere overrislet tilstand, men har dog ikke, i hvert fald ikke hver gang, været så fulde, at de ikke kan forventes at vide, hvem jeg er. Der er tilmed tale om en…
-
Goddag og farvel.
Du skulle tage at skrive noget mere, sku’ du. Det har jeg hørt en del på det sidste. I nogle år faktisk, men i stadigt stigende grad i dette snart afsluttede 2011. Jeg fik nu afløb for adskillige frustrationer på min madblog Sophyducks.dk , da Junior blev opereret sidst, samt på Juletrauma.dk for nylig, mens resten af skriverierne har været til- og for mig selv, nok mestendels fordi jeg ikke vidste hvor jeg skulle gøre af dem. Nu ender de så her. For ja, der er frustrationer nok i det store hoved i det lille hjem, af hvilke I sikkert snart vil stifte bekendtskab med nogle stykker, men der er…