-
Spirende teenager
For et par uger siden blev Junior 13. Det er altså alvor. Jeg forstår ikke helt, hvordan vi kom (levende) til det punkt, men her er vi altså, med en teenager i huset. Han er selv ret så imponeret, som havde han arbejdet sig frem på sine grædende knæ til denne hædersbevisning, og dagen derfor var andet og mere end blot en fødselsdag. Læs hele indlægget Advertisements
-
Gaming gør glad og gråhåret.
Jeg har været lidt væk. Har ikke haft så meget at sige, men det måtte jo gå over på et tidspunkt, så nu er jeg her igen. Junior er blevet en del større, hverdagen noget andet, og udfordringerne ikke mindre komplicerede men anderledes. Nu går han i klub og på netcafe, og bevæger sig kun sjældent ud fra sit værelse. En kombination af alder og en stadigt stigende interesse for at lade sig opsluge af computeren; den altid tændte, alterlignende søjle af lys. Idolerne er ikke musikere, men nærved almindelige mennesker på Youtube, der er gode til at streame eller spille. Det handler om gaming. Meget om gaming! Det er på…
-
Filmen om ADHD og Jr. er endelig færdig.
Det er er efterhånden et stykke tid siden, at der blev startet et projekt, der bragte morgenfriske nordmænd og kameraer ind i vores liv. Jeg skrev om det her. Det har været et langt, sejt træk, særligt for instruktøren, Erlend Eirik Mo, der har skullet skære 300 timers meget personlig film ned til en version på henholdsvis 87 og 47 minutter. Nu er den her, og det er mildest talt lidt spændende. Læs hele indlægget
-
Lockout-lærdom.
Her er, hvad jeg har lært under den sidste halvanden uges lockout: Forli(g)sinstitutionen er en tøsedreng. Lille og vattet. Min søn, og de få af hans klassekammerater, der ikke holder ferie i disse dage, har af sine lærere fået gode vaner. Han forventer, accepterer og engagerer sig i læring hver dag, selvom vi er hjemme. Rigtig mange holder ferie. Min søn er virkelig irriterende. Jeg er virkelig uopfindsom. Jeg er skidestolt, og mærkeligt beroliget, af, at det kan lade sig gøre at undervise hjemme. Bevares, undervisningen er noget kortere (læs: MEGET) end på den autoriserede bænk, men han sætter troligt blyant til papir, staver ord og laver regnestykker, når jeg beder…
-
Gud bruger ikke klappepap
Der er sket det, at Gud er død. Ikke nødvendigvis stendød, men alligevel så tilpas tung at danse med, at Jr. ikke gider synge til ham længere. Han strejker. Jeg har gjort behørigt modstand, mens jeg dansede stille indeni, men Jr.s eneste rigtige ønske er gode kammerater, og det var var der ikke nok socialt til i det lille kor. Han vil være del af et hold, og have lov til at lege. Fair nok. Læs hele indlægget
-
Arbejdslejr, nu med kage.
December. Hygge på lager, dvs. i omtrent hundrede kasser i kælderen. Hvert år bliver jeg først lidt træt ved tanken, så begynder jeg at glæde mig helt enormt, og så nærmer min kranspulsåre og indre charme/harme sig kritisk masse, hvorefter jeg trænger til en vikar. Gerne en voksen af slagsen. Glemmer det selvsagt resten af året, og bliver derfor, som en guldfisk, dybt rystet hvert eneste år. Læs hele indlægget
-
Guds liste
Om torsdagen går vi jo til Gud, eller Jr. gør, mens jeg stirrer på min telefon i skærsilden venterummet. Så vi var altså i kirke. Den der høje bygning, der er helt tom. Den dag var der nu godt fyldt op, da de syngende børn, som Jr. gjalder med, skulle synge nyligt indøvet materiale til en såkaldt pastagudstjeneste. Kirken er derfor mestendels fyldt op af børnenes familier, der tager billeder og glæder sig til den gratis mad, der følger efter, men nok om det. Læs hele indlægget
-
Residerende superhelt.
Jeg har nævnt det før, at Jr. har nogle problemer med mobning. Det er en evig kilde til bekymring og tristesse, men vi arbejder på at finde løsninger, og det går langsomt fremad. Han går i en specialklasse (primært ADHD-diagnoser), der kaldes A‑Gruppen, og forleden meddelte en større gruppe fra “normalklassen”, at de ikke ville lege med de der A‑børn. Jr. var meget påvirket af at være sat i bås på den måde, og har ruget en del over det siden. Læs hele indlægget