Anmeldelse: Den Sidste Dag på Jorden // Morten Leth Jacobsen
Ish bor på et containerskib i New Jersey Harbor. Der har han boet rigtig længe. Rederiet er gået konkurs, og han er derfor ansat til at varetage den noget monotone tjans at holde vagt, banke rust og klatmale hist og her, indtil det en dag bliver solgt. Ish (ja, det hedder han, og romanen udspiller sig mestendels på havet..) vil meget nødigt fra borde, og da man som bekendt skal være varsom med sine ønsker, træffer større kræfter afgørelsen, via massiv flodbølge, og bringer dermed Ish og fartøj ud på verdenshavene uden hverken motorkraft eller anelse om, hvad- og hvor meget der er sket. Mange måneder, flydende lig, strejf af galskab, resignation og tvivlsom komfort senere, kan han pludselig gå i land et helt nyt og foruroligende fredeligt sted, hvor hverken flodbølge eller nogen egentlig ulykke ser ud til at være forekommet nogensinde. Måske sker det dog på et tidspunkt, men hvordan genoprettes man så, i takt med at skulle forberede sig på gentagelse af uforskyldt kaos, og følger der livsglæde- eller lede med viden og frygt af den art?
Morten Leth Jacobsen har her sat rammen for en god historie, og man trækkes hurtigt ind i et skævt univers, der både glimrer frigørende og sætter svære kår op for sig selv ved sin mangel på egentlig genre. Det er hverken spænding eller komedie, fantasy eller sci-fi, men en slags tragikomisk dannelsesroman med magisk/eventyrlige træk. Man kommer tæt på en mand, der allerede før katastrofen var selvvalgt udenfor alting. Kæresten talte for meget om det der med at have et “rigtigt” liv sammen, og broderen har for mange børn, pligter og meninger til at være rigtig godt selskab, så Ish befinder sig glimrende med sit enorme skib, et par reoler med antikvarens blandede klassikere og National Geographic. Han er derfor fremmed på næsten alle fronter, da han ankommer til en ny del af verden, og selvom præmissen dermed har ganske gode muligheder, finder historien ikke et velstruktureret leje, og famler derfor også i stigende grad henimod slutningen. Mens man langt hen ad vejen nyder mange finurlige scenarier, særligt ombord på skibet, og hovedpersonens selvretfærdige lommefilosofi, bliver man tiltagende irriteret over manglen på retning og egentlig udvikling, da stagnation i udsigten til undergang kræver mere af stoffet, end der gives.
‘Den sidste dag på jorden’ er en fin historie om at være et enkelt menneske under komplicerede forhold. Om at være under påvirkning af både basale og moderne krav, og finde kærligheden derinde et sted, men selvom Morten Leth Jacobsen skriver godt og med skævt perspektiv på det retningsløse liv på vandet, bliver manglende kurs problematisk. Han er dog værd at holde øje med, samt at blive kigget lidt i bagkataloget, da han fortjener større publikum, end han hidtil har har kunnet hive hjem.
Du kan se min anmeldelse af bogen i Go’morgen Danmark på TV2 Play her.
