Halvtom rede
En af årets større begivenheder må siges at være, at Junior er begyndt på efterskole. Han har drømt om det længe, og vi har kigget på en del forskellige, talt om muligheder, fordele og ulemper, og ikke mindst solgt flasker og tømt sparegrise for at få det til at gå i opfyldelse.
Så da beslutningen var faldet og seks måneders anspændt nedtælling kommet til vejs ende for to måneder siden, afleverede vi barnet cirka to timers kørsel hjemmefra, og må derpå blot krydse fingre for udfaldet. Jeg tror egentlig, man skal være gennemført uheldig, for at der ikke kommer et eller andet godt ud af det, og det er da også min klare opfattelse, at han nærmest ikke kan blive gladere, men det er trods alt en øvelse for både barn og voksne at få en helt ny hverdag.
Jeg har, må jeg nok indrømme, drømt om lidt barnløs tid, efter mange års fokus på kun ham, og selvsagt haft alvorlige samvittighedskvaler over netop de tanker, og det har da også vist sig at være ganske rart. Jeg må dog erkende, at den der ide om, at det ville blive en slags anden ungdom med depraveret adfærd over en bred kam, måske ikke ligger lige om hjørnet. Nu lever vi jo for det første af birkeblade og regnvand for at finansiere balladen, hvilket sætter en alvorlig dæmper på niveauet af craziness, men vi er også flyttet på landet, hvor noget bare altid skal luges eller hentes i Harald Nyborg (som jeg elsker), og man jo egentlig ikke orker at flippe for meget ud, når der alligevel kommer Bagedysten om lidt og der simrer ting i gryden.
Jeg skal simpelthen lære at beskæftige mig med mig selv, og det er altså en løjerlig sport. Bevares, det er virkelig (virkelig virkelig!) befriende at slippe for tidlige morgener og madpakker, efter 15 år med utrolig mange af slagsen, og jeg siger mig heller ikke fri for en vis lettelse over det markante fald i hverdagskonflikter, smækkede døre og almen teen-drengedunst, men jeg er endnu ikke flydende i “få dig en knaslækker hverdag propfuld af mening”. Jeg behøver ikke mening, i ordets mere eleverede forstand, og er helt ok med tilfældets musik og varierende mængder indhold, men der ligger nok et relativt højt antal kreative dimseprojekter og et dittoo limpistolsforbrug i min fremtid, og det skal jeg vist bare finde fred med.
Øvelsen består dertil også i at lægge curlinggearet på hylden og simpelthen give slip et års tid. Bare se hvad der sker, når man tager sig selv og de vante rammer ud af ligningen, og lader andre, kompetente hænder tage over. Mestendels for at lade ham selv blive den kompetente, og det har jeg det faktisk rigtig fint med. Jeg føler absolut ingen trang til at at tjekke, om han nu har nok rent tøj (han har selv stået for sin tøjvask, siden han var 9), eller om der tages nok højde for hans særlige behov. Faktisk satser jeg på, at hans behov ryger lidt i baggrunden, særligt for ham selv, og at den primære opgave bliver at få et stort fællesskab til at køre, selvom der må klippes en tå hist og her. Han er grundlæggende komplet immun over for gruppepres, hvilket er en massiv fordel, og udlever derfor også sit lidt skæve selv uden den store tøven, men hvordan det spiller i et døgnfællesskab, hvor alle skal justere mængden af sig selv hist og her, bliver en stor del af projektet. Det er ikke mig, der skal orkestrere eller opfinde udførelsen, og det er egentlig en lettelse.
Jeg har tænkt mig at blande mig så lidt som muligt, lige så meget for min egen skyld, og bare glæde mig til at se, hvilken version han udkommer i til sommer. I mellemtiden regner jeg med at blive en haj til stramaj og forhåbentlig se kæresten lidt dybere i øjnene, når vi altså ikke lige skal luge.