Laudrup flytter ind.

Det der med at bo på lan­det, eller i hvert fald ikke i byen læn­ge­re, giver mulig­hed for en mas­se uden­dørs liv, mulig­hed for at plan­te og pluk­ke, fejle og lyk­kes med diver­se køben­hav­ner­gril­ler, og det gør vi ger­ne. Et af de mere sik­re træk er (efter sigen­de) høns. Min søster, som flyt­te­de til øen for nog­le år siden, har altid haft dem, og de har vist sig at være en instant hyg­ge­spre­der, affaldskværn og ægge­bu­tik, som man vir­ke­lig kom­mer til at hol­de af. Der­for skul­le vi selv­føl­ge­lig også have høns.

Der er VIRKELIG man­ge slags høns, råd derom og til­be­hør der­til! Inter­net­tet er min ven, Net­dok­tor und­ta­get, og resear­chen tog måske lidt over­hånd, men da vi hav­de brugt et par uger på at gri­ne af gen­nem­ført tåbe­ligt udse­en­de høn­se­ra­cer, blev vi eni­ge om at få tre Dværg-wyan­dot­ter, een til hver. Ægge­ne bli­ver lidt min­dre, men dyre­ne fyl­der ikke så meget, og ser ikke ud til at kun­ne slå een ihjel med et par vingeslag.

Så vi kør­te til Has­lev og udvalg­te dyre­ne i hver sin far­ve, kør­te med dem i en kas­se, som de ivrigt prø­ve­de at hak­ke sig ud af, og instal­le­re­de dem der­på i hus og hjem­me­strik­ket ind­heg­ning, hvor de bli­ver stir­ret ufor­holds­mæs­sigt meget på af alle husets bebo­e­re (inkl. lidt vel sav­len­de hund). Vi har fået en hver, og damer­ne er der­medt end med at hed­de Yvon­ne, Miran­da og Laud­rup i tids­ty­pisk høn-stil…

Begre­bet “høn­se-tv” ind­går nu i de fle­ste dages ske­ma, og jeg ved fak­tisk ikke, hvor­for det er så hyp­no­ti­se­ren­de at se på, men der er noget ved den under­sø­gen­de, knap så kvik­ke og hak­ken­de måde, de bevæ­ger sig på, og det at se dem vok­se, der er svært at tage øjne­ne fra. Og så er det bed­re end at hæn­ge på gade­hjør­ner og tage stof­fer, og det har jeg altid haft lyst til at sige noget mere.

De skul­le ger­ne begyn­de at læg­ge æg inden for de næste par uger, og vi glor håbe­fuldt i ruge­kas­sen hver dag. Det er noget sært noget at glæ­de sig til, men det gør vi vir­ke­lig. Meget. Det er en blan­ding af den helt basa­le nut­tet­heds­fak­tor, der gør en så glad for hus­dyr, og det til­freds­stil­len­de i at få føde­va­rer uden mel­lem­led, embal­la­ge eller svirp med dan­kor­tet. Der er frugt, grønt og snart æg lige ude i haven, og den for­nem­mel­se er så god! Når det før­ste æg kom­mer, skal det fejres med fyr­vær­ke­ri og kage.