Søjledrømme

Jeg har været lidt væk. Mest oppe i hove­d­et. Der duk­ke­de så man­ge ting op i kølvan­det på fil­men, der gjor­de mig så uen­de­ligt træt. Træt af mis­for­stå­el­ser, luk­ket­hed og vre­de. Så jeg tog på ferie og blæ­ste dem alle et styk­ke. Ferie viste sig også at være lidt et pro­jekt, for nu er der en urmand med, og hvem bestem­mer så? Det gør jeg jo, men vel ikke hele tiden, og hvad hulen gør man så med det, og kan den slags nye situ­a­tio­ner være rare hele tiden? Det bli­ver jeg nok nødt til at fin­de ud af een af dage­ne, og så siger jeg lige til. Min hjer­ne er træt på helt nye måder. Nær­mest lyk­ke­lig det meste af tiden, men ude på vir­ke­lig dybt vand.

Den sid­ste del af feri­en var der­for vir­ke­lig til­trængt, så jeg så frem til de tra­di­tio­nel­le to uger i som­mer­hus, sam­men med søster og Jr, som vi altid har fast­holdt. Der hol­der vi hen­des fød­sels­dag, bader og drik­ker vin for tid­ligt på dagen. Der er jeg god. Ting på gril­len, ting i glas­set, sand i Jrs hår og myg­ge­stik. Her sprin­ger søsters trang til at flyt­te på lan­det altid ud i fuldt flor. Jeg har for det meste synes det var en hyg­ge­lig tan­ke, men helt ærligt, man kan jo ikke bo uden­for Køben­havn. Ka’ man?

Nej nej, det er noget pjat. Men der er jo også et barn, og alle ved at bør­ne­lyk­ken fin­des i æble­træ­er og bag­værk. Stop. Der er jo fak­tisk også en kær­lig mand, der ger­ne vil syl­te og sal­te, og have et stort kon­tor med høns uden­for.  Hold nu op! Måske kun­ne man bare kig­ge lidt, alt­så bare for hyg­gens skyld.. Det kom vi til.

Vi brug­te fak­tisk, når sand­he­den skal frem, en god del af de to uger på at brow­se hos ejen­doms­mæg­le­re, og end­da lii­i­ge køre for­bi og kig­ge ind af et par vin­du­er. Alt­så bare kig­ge, ing. Det skul­le vi aldrig have gjort! Plud­se­lig kom jeg i tan­ke om den kære Sti­ne­Stre­gen, der lave­de en teg­ning for nog­le måne­der siden, hvor jeg tog mig selv i at tæn­ke: DET KENDER JEG GODT, DET DER!! (fuck!)

Og nu bor det så inde­ni, og smi­der små hin­ts hver gang, jeg fal­der over et dør­trin i ver­dens mind­ste lej­lig­hed. Ikke at bo langt væk, for det gider jeg ikke, men lidt langt væk. Måske. Løs­ne spelt­trøj­en, så ikke Urte­kram får alle ens dol­lars, men i ste­det have skid­tet i haven. Et bryg­gers fuld af hjem­me­gjort hal­løj. Det er også for meget, jeg ved det godt, men lidt? Camil­la Plum, bare med BH, uden sma­sken og med fær­re døde pony­er og dit­to ting på hove­d­et. Måske ikke helt så Plum­ret, men en vaske­søj­le… Sådan een skal man ha! Det er så mega­ke­de­ligt, men jeg tror der føl­ger lyk­ke med den instal­la­tion. Rent, tørt tøj og ild i pej­sen, det kan kun være rart. Der er over­skud på lager med sådan een. Dammit.