-
Fem ting jeg sikkert stadig kan nå.
For tre år siden skrev jeg en liste over ting, jeg, efter alle eksterne indflydelser at dømme, burde have styr på. Det var selvsagt et meget lille udsnit af en liste, der ikke endnu ikke har givet udtryk for at have en egentlig ende. Det lød sådan her: Jeg burde helt sikkert: Slæbe Jr. med i skoven eller andet naturtro etablissement hver eneste weekend. Bare gå og gå, have ægte, vel nærmest autentiske, oplevelser, styrke en-til-en-relationen i den livgivende friske luft. Fornyet energi er hvad det giver. Melde mig til en friskfyrsagtig smeltedigel af en sportsgren, hvor man aldrig keder sig, men får variation i hverdagen, når man rækker opad, løfter en…
-
Mere Mayland, tak.
Min søster er gift med sin Mayland kalender. Det er en tyk satan, der holder hende beskæftiget, om man så må sige, og jeg beundrer hendes evne til at få pisket hver en detalje til skemalagt underdanighed. På magisk vis får hun huskesedler, møder, arbejde, socialliv, juleønsker, ideer og gode forslag banket ned på de tætskrevne sider, og kan derfor altid lige slå op (mens vi andre bæver i nærheden af den enorme bog) og få 100 ting på plads på fem minutter. Jeg tænker at der må følge voksen ro med den slags overblik. Det vil jeg også have. Læs hele indlægget
-
Narrefest.
Nåmen så skulle jeg til fest. Eller det skulle jeg egentlig ikke, for der var sløje udsigter til pasning af afkommet, men jeg ville gerne. Altså sådan rigtig gerne. Det var nemlig sådan en rigtig fest, hos een jeg ser alt for lidt, med voksne, nye mennesker, fancy lejlighed ved vandet, og ikke mindst Nikolaj Sonne, der næppe ville værdige mig et blik, når nu jeg er sådan en sløj type, der ikke har råd til en iPad, men som jeg alligvel virkelig gerne ville bage lidt på. Nåmen det skulle jeg jo ikke, så hul i det. Jeg ville sikkert heller ikke ane hvad jeg skulle sige, og kvaje…
-
Mob venligst ikke mit lille lem!
Min juleferie var fuld af al det sædvanlige jazz. Mad nok til at give een dårlig samvittighed resten af året/livet, rødvin i nogenlunde samme mængder, gaver, barn med forventningsvanvid og kronisk duft af fedt og forbrugerisme. Alle smukke ingredienser, der blev kompliceret af en alt for hastig opstigning fra sofaen. Derfra kværnede min ellers anonyme lilletå med stor larm ind i hjulet på mit sofabord. Bande, bande, BANDE!!!! Tåen blev blå. Dagen efter var foden blå og tåen ikke just lige længere. Kort og skæv var den. Afsted på skadestuen, med anstrøg af skam fordi det jo var sådan en umandig skade at få. Røntgen, imponeret læge. Brækket to steder,…